- Det handler ikke bare om at gø, hvis man vil have sine medmennesker til at sige vov!
Lyd som kommunikation
– En tværfaglig forskningsoversigt og
en dagsorden for medieforskningen
Af Klaus Bruhn Jensen
Lyden har ikke noget videnskabeligt hjem – i modsætning til f.eks. faste og levende billeder, der tra-
ditionelt er blevet studeret af henholdsvis kunsthistorien og filmvidenskaben. Denne artikel giver en
oversigt over de mange, meget forskellige slags forskning om lyd. Formålet er at stimulere og kvalificere
mere medieforskning om lyd. Hovedvægten ligger på lyd som kommunikation i og omkring medierne
– som en kilde til mening og en ressource i social og kulturel handling, snarere end på lyd i et teknisk
eller akustisk perspektiv (se f.eks. Plomp, 2002). Første del af artiklen gennemgår forskellige humani-
stiske og samfundsvidenskabelige tilgange til lydens tre grundformer – tale, musik og soundscapes eller
lydmiljøer. Det midterste afsnit diskuterer den tidligere forsknings relevans for forskellige slags medier;
artiklen skelner her mellem tre grader af medier. Og artiklens sidste del samler de tværfaglige indsigter
i en dagsorden for (meget) mere medieforskning om lyd som kommunikation.
I løbet af 1990erne skete der væsentlige forandrin ger af lydens placering i kultur og samfund. Den
dagligdags samtale blev nærmest allestedsnærvæ rende via mobiltelefonen. Musikken blev nu ikke
bare distribueret af internationale pladeselskaber og gennem analoge teknologier. Og hverdagen
blev et mere sammensat soundscape i kraft af bl.a. computerens fanfarer og mobiltelefonens ringe-
toner. I 2000erne er denne udvikling fortsat med internettelefoni, online-verdener i 3-D og med
lydside samt tilløb til computere ‘i alting’. Især digitaliseringen af medierne har skabt unikke
muligheder for at undersøge lyd som udtryk, indhold og interaktionsform. Alligevel er lyd fortsat
bemærkelsesværdigt lidt udforsket både i og uden for medieforskningen (Bull & Back, 2003).
Fra klassisk retorik til moderne diskursanalyse
‘I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos men nesket, og Ordet var mennesket’. En omformule-
ring af Det Nye Testamente (Johannes, 1:1) kan bruges til at sammenfatte evnen til sproglig eller symbolsk
kommunikation som et særtræk ved mennesket. Sproget sætter både enkeltindivider og hele sam-
fund i stand til at reflektere og forhandle, inden de gør ting, som får konsekvenser. Dermed understøt-
ter sproget ikke bare gode idéer og store projekter, men også tvivl og tænkepauser. Aristoteles bemær-
kede (Clarke, 1990: 11), at med ord kan mennesker forholde sig til ting, der er fraværende – i tid, rum
og umiddelbar opfattelse – f.eks. gennem dialog eller tankeeksperimenter. Tilstedeværende tale giver
adgang til fraværende virkeligheder. Skriften, trykkekunsten, de elektroniske og
digitale medier udvidede alle på afgørende vis menneskers muligheder for at kommunikere,
også i hinandens fravær (Meyrowitz, 1994). Tilstedeværende medier giver adgang til fraværende
virkeligheder, til fraværende personer eller begge dele. Fordi det skrevne ord kunne fastholde viden
og aftaler, og dermed understøtte store imperier og evige kosmologier, blev det omdrejningspunk-
tet for sprogforskning igennem århundreder. Alle sprogstudiers moder – retorikken (Kennedy, 1980)
– voksede frem af en mundtlig tradition. Men den blev sat på formel på et tidspunkt, hvor handel,
religion og politik i stigende grad var afhængige af det skrevne ord. Retorisk praksis forlod sig på
skrevne manualer – alfabetiseringen fremmede en formalisering. Og manualerne bidrog til det
velkendte synspunkt, at noget ‘bare er retorik’ – form uden substans. Faktisk ville det være mere
korrekt at sige, at noget ‘bare er skrift’ – tekst uden kontekst, som taleren har lært udenad. Ideelt set
fastholdt retorikken dog den nære sammenhæng mellem at vide noget og at kunne tale om det. Ari-
stoteles opfattede retorikken som kilde til en særlig form for viden, der er hensigtsmæssig for sagen
her og nu. Til sammenligning kan logikken give sikker viden på tværs af kontekster, i det mindste
om nogle emner (Clarke, 1990: 13). Denne fokus på konteksten er en afgørende del af medieforsk-
ningens arv efter retorikken, og den er blevet genopdaget og videreudviklet af bl.a. den såkaldt ‘nye
retorik’ (Perelman, 1979).
Filologien forvaltede igennem århundreder både skriftsproget og uddannelsen af de skriftkloge..
(se vedhæftede .pdf)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar