Det nyhedssøgende karaktertræk - En fod på speederen
Elaine Aron, ph.d. referer i selvhjælpsbøger og forskningsartikler flere gange til det nyhedssøgende karaktertræk. Trækket giver mennesker et drive til at opleve nye ting og søge udfordringer. Det nyhedssøgende menneske keder sig ved rutiner og har brug for afveksling og forandring for at føle sig tilpas stimuleret. Hvis der er for meget forudsigelighed og regelmæssighed i hverdagen, kan den nyhedssøgende blive grebet af uro, rastløshed og utålmodighed. Det føles om om at der "mangler noget". Behovet for at søge nye udfordringer kan variere. Nogle er nyhedssøgende i meget høj grad, andre befinder sig i midten, og så findes der mennesker, som kun har et ganske lille behov for at bryde rutiner.
I overført forstand har nyhedssøgende mennesker en fod på speederen - fuld fart fremad. Biologisk set er fremdriften forbundet med et aktiviteteten i en adfærdsaktiverende del af nervesystemet (BAS eller Behaviour Activation System).
Nyhedssøgende og sensitiv - og en fod på bremsen
At være særligt sensitiv hænger biologisk set sammen med aktivitet i en del af nervesystemet, som er forbundet med at standse og checke efter: BIS (Behaviour Inhibition System). Elaine Aron understreger, at denne mekanisme medvirker til, at man overvejer en situation og mulige konsekvenser af handling før man kaster sig ud i noget nyt. Billedligt talt svarer det til at have en fod på bremsen og se sig godt for inden man kører ud i et trafikeret vejkryds. Og denne evne til at undersøge om der er fri bane eller fare på færde, som især særligt sensitive mennesker er begavet med, er både fornuftig og afgørende for vores evne til at overleve.
Mange mennesker forestiller sig automatisk, at det nyhedssøgende karaktertræk er en modsætning til at være særligt sensitiv. Men sådan hænger det ikke sammen. Det er snarere to forskellige skalaer, og man kan score højt, medium og lavt på dem begge. Et særligt sensitivt menneske kan have en høj, medium eller lav grad af det nyhedssøgende træk i sig.
Med andre ord er det muligt både at være særligt sensitiv og nyhedssøgende i høj grad - oplevelsen kan beskrives som at køre gennem tilværelsen med en fod på speederen og en på bremsen - samtidig!
Det en stor udfordring for mennesker med denne dobbelthed at finde og bevare balancen. Den sensitive side har brug for at undgå overstimulering, mens den nyhedssøgende side trives ved stimulering. Den sensitive side holder sig tilbage og ser situationer an, men pga. den nyhedssøgende side vil det ikke vare længe inden, der alligevel bliver taget affære og sat gang i sagerne.
Der findes ingen enkle løsninger på, hvordan man får modsætningerne til at spille godt sammen, især hvis man har for vane at modarbejde og fornægte sin sensitivitet. Men via erfaringer i konkrete situationer kan man lære sine individuelle grænser og behov bedre at kende - hvilket gør det lettere at leve efter dem.
Nyhedssøgende er ekstra udsatte for stress
Fordi nyhedssøgende mennesker opsøger stimulering er de ekstra udsatte for stress. Nysgerrigheden, som til tider - men ikke altid - er koblet sammen med utålmodighed, kan få dem til at skabe et liv, som er mere krævende end de har ressourcer til at klare. Heldigivis er der mange kvaliteter og fordele ved det nyhedssøgende karaktertræk, og særligt sensitive, der samtidig også er nyhedssøgende får ofte mulighed for at bruge deres sensitive talenter mere aktivt. F.eks. kan man finde disse mennesker blandt studieværter, musikere, freelance journalister, omrejsende sælgere, selvstændige erhvervsdrivende, mennesker i omsorgsfag, kunstnere, forskere og undervisere.
Nogle råd til mennesker, som både er nyhedssøgende og særligt sensitive.
Fremfor alt er det godt at undgå at være for hård ved dig selv, hvis du kommer ud af balance - der skal mindre til for dig end de fleste andre, før du mister balancen - husk det, hvis du selv eller andre dømmer dine handlinger.
Nyd fordelene ved din sammensatte natur. Du har den sensitive dybde. Samtidig er et aktivt BAS system også en kilde til stor entusiasme og en grad af initiativ, som kan gavne og komplettere din sensitivitet og bane vej for dig i en mere udadvendt verden.
Vær meget opmærksom på dit helbred. Du er ekstra udsat for stressrelaterede sygdomme. Den vigtigste opgave for nyhedssøgende og sensitive mennesker er at lære at tøjle det nyhedssøgende karaktertræk og undgå overstimulering. Lær at reducere stress og vær opmærksom på værdien af følelsesmæssig selvbeherskelse. Lær evt. konkrete teknikker, som tiltaler dig. Og fremfor alt - hold ved det, du lærer, og brug det i hverdagen.
Skab en god landingsbane i dit hjem eller et andet sted, hvor du regelmæssigt nærer og tager hånd om dit sensitive behov for fordybelse og nærvær. Som et middel mod stress. På den måde sørger du for, at dit nervesystem regelmæssigt får lov til at komme i god balance, og du undgår kronisk overstimulering.
Krop og sjæl skal kunne følge med i dit liv. Brug evt. andre mennesker som "stop - signaler", hvis du selv har svært ved at genkende grænsen for, hvad du kan magte.
Brug tid på at udvikle tålmodighed og besindighed - på at lære at tøjle din nyhedssøgende side. Det kan give mere kraft og stabilitet til din karakter.
Du har brug for at undgå rutiner, og derfor risikerer du at påtage dig mere i arbejdslivet end du har godt af. Kend din indre grænse i arbejdslivet - og sæt den derefter over for chef og kolleger.
Du kan sagtens have det godt med andre, som ikke er særligt sensitive eller som også er nyhedssøgende - men i det lange løb vil du i dine nære forhold til partner og venner have brug for, at der er rum til og forståelse for din sensitive side. Ellers bliver du overstimuleret og ender med at være "den værste udgave" af dig selv.
Forsøg at lade din sensitive side få mulighed for at træffe nogle flere af beslutningerne i dit liv. Mange lader den nyhedssøgende side træffe de fleste beslutninger, fordi det er den side, som er mest acceptabel og anerkendt i kulturen og de sociale omgivelser. Se hvad der sker, hvis du begynder at leve dit liv, sådan som den sensitive side af dig ønsker det...
Tak for alle bidrag!
Vi har siden sidste nyhedsbrev fået mange mails med forslag til temaer, som kan uddybes i nyhedsbrevet. Vi ser frem til at følge op på de mange gode forslag i kommende nyhedsbreve.
Bedste hilsner
Lise og Martin August
mandag den 27. september 2010
Det nyhedssøgende menneske
Det nyhedssøgende karaktertræk - En fod på speederen
Elaine Aron, ph.d. referer i selvhjælpsbøger og forskningsartikler flere gange til det nyhedssøgende karaktertræk. Trækket giver mennesker et drive til at opleve nye ting og søge udfordringer. Det nyhedssøgende menneske keder sig ved rutiner og har brug for afveksling og forandring for at føle sig tilpas stimuleret. Hvis der er for meget forudsigelighed og regelmæssighed i hverdagen, kan den nyhedssøgende blive grebet af uro, rastløshed og utålmodighed. Det føles om om at der "mangler noget". Behovet for at søge nye udfordringer kan variere. Nogle er nyhedssøgende i meget høj grad, andre befinder sig i midten, og så findes der mennesker, som kun har et ganske lille behov for at bryde rutiner.
I overført forstand har nyhedssøgende mennesker en fod på speederen - fuld fart fremad. Biologisk set er fremdriften forbundet med et aktiviteteten i en adfærdsaktiverende del af nervesystemet (BAS eller Behaviour Activation System).
Nyhedssøgende og sensitiv - og en fod på bremsen
At være særligt sensitiv hænger biologisk set sammen med aktivitet i en del af nervesystemet, som er forbundet med at standse og checke efter: BIS (Behaviour Inhibition System). Elaine Aron understreger, at denne mekanisme medvirker til, at man overvejer en situation og mulige konsekvenser af handling før man kaster sig ud i noget nyt. Billedligt talt svarer det til at have en fod på bremsen og se sig godt for inden man kører ud i et trafikeret vejkryds. Og denne evne til at undersøge om der er fri bane eller fare på færde, som især særligt sensitive mennesker er begavet med, er både fornuftig og afgørende for vores evne til at overleve.
Mange mennesker forestiller sig automatisk, at det nyhedssøgende karaktertræk er en modsætning til at være særligt sensitiv. Men sådan hænger det ikke sammen. Det er snarere to forskellige skalaer, og man kan score højt, medium og lavt på dem begge. Et særligt sensitivt menneske kan have en høj, medium eller lav grad af det nyhedssøgende træk i sig.
Med andre ord er det muligt både at være særligt sensitiv og nyhedssøgende i høj grad - oplevelsen kan beskrives som at køre gennem tilværelsen med en fod på speederen og en på bremsen - samtidig!
Det en stor udfordring for mennesker med denne dobbelthed at finde og bevare balancen. Den sensitive side har brug for at undgå overstimulering, mens den nyhedssøgende side trives ved stimulering. Den sensitive side holder sig tilbage og ser situationer an, men pga. den nyhedssøgende side vil det ikke vare længe inden, der alligevel bliver taget affære og sat gang i sagerne.
Der findes ingen enkle løsninger på, hvordan man får modsætningerne til at spille godt sammen, især hvis man har for vane at modarbejde og fornægte sin sensitivitet. Men via erfaringer i konkrete situationer kan man lære sine individuelle grænser og behov bedre at kende - hvilket gør det lettere at leve efter dem.
Nyhedssøgende er ekstra udsatte for stress
Fordi nyhedssøgende mennesker opsøger stimulering er de ekstra udsatte for stress. Nysgerrigheden, som til tider - men ikke altid - er koblet sammen med utålmodighed, kan få dem til at skabe et liv, som er mere krævende end de har ressourcer til at klare. Heldigivis er der mange kvaliteter og fordele ved det nyhedssøgende karaktertræk, og særligt sensitive, der samtidig også er nyhedssøgende får ofte mulighed for at bruge deres sensitive talenter mere aktivt. F.eks. kan man finde disse mennesker blandt studieværter, musikere, freelance journalister, omrejsende sælgere, selvstændige erhvervsdrivende, mennesker i omsorgsfag, kunstnere, forskere og undervisere.
Nogle råd til mennesker, som både er nyhedssøgende og særligt sensitive.
Fremfor alt er det godt at undgå at være for hård ved dig selv, hvis du kommer ud af balance - der skal mindre til for dig end de fleste andre, før du mister balancen - husk det, hvis du selv eller andre dømmer dine handlinger.
Nyd fordelene ved din sammensatte natur. Du har den sensitive dybde. Samtidig er et aktivt BAS system også en kilde til stor entusiasme og en grad af initiativ, som kan gavne og komplettere din sensitivitet og bane vej for dig i en mere udadvendt verden.
Vær meget opmærksom på dit helbred. Du er ekstra udsat for stressrelaterede sygdomme. Den vigtigste opgave for nyhedssøgende og sensitive mennesker er at lære at tøjle det nyhedssøgende karaktertræk og undgå overstimulering. Lær at reducere stress og vær opmærksom på værdien af følelsesmæssig selvbeherskelse. Lær evt. konkrete teknikker, som tiltaler dig. Og fremfor alt - hold ved det, du lærer, og brug det i hverdagen.
Skab en god landingsbane i dit hjem eller et andet sted, hvor du regelmæssigt nærer og tager hånd om dit sensitive behov for fordybelse og nærvær. Som et middel mod stress. På den måde sørger du for, at dit nervesystem regelmæssigt får lov til at komme i god balance, og du undgår kronisk overstimulering.
Krop og sjæl skal kunne følge med i dit liv. Brug evt. andre mennesker som "stop - signaler", hvis du selv har svært ved at genkende grænsen for, hvad du kan magte.
Brug tid på at udvikle tålmodighed og besindighed - på at lære at tøjle din nyhedssøgende side. Det kan give mere kraft og stabilitet til din karakter.
Du har brug for at undgå rutiner, og derfor risikerer du at påtage dig mere i arbejdslivet end du har godt af. Kend din indre grænse i arbejdslivet - og sæt den derefter over for chef og kolleger.
Du kan sagtens have det godt med andre, som ikke er særligt sensitive eller som også er nyhedssøgende - men i det lange løb vil du i dine nære forhold til partner og venner have brug for, at der er rum til og forståelse for din sensitive side. Ellers bliver du overstimuleret og ender med at være "den værste udgave" af dig selv.
Forsøg at lade din sensitive side få mulighed for at træffe nogle flere af beslutningerne i dit liv. Mange lader den nyhedssøgende side træffe de fleste beslutninger, fordi det er den side, som er mest acceptabel og anerkendt i kulturen og de sociale omgivelser. Se hvad der sker, hvis du begynder at leve dit liv, sådan som den sensitive side af dig ønsker det...
Tak for alle bidrag!
Vi har siden sidste nyhedsbrev fået mange mails med forslag til temaer, som kan uddybes i nyhedsbrevet. Vi ser frem til at følge op på de mange gode forslag i kommende nyhedsbreve.
Bedste hilsner
Lise og Martin August
Elaine Aron, ph.d. referer i selvhjælpsbøger og forskningsartikler flere gange til det nyhedssøgende karaktertræk. Trækket giver mennesker et drive til at opleve nye ting og søge udfordringer. Det nyhedssøgende menneske keder sig ved rutiner og har brug for afveksling og forandring for at føle sig tilpas stimuleret. Hvis der er for meget forudsigelighed og regelmæssighed i hverdagen, kan den nyhedssøgende blive grebet af uro, rastløshed og utålmodighed. Det føles om om at der "mangler noget". Behovet for at søge nye udfordringer kan variere. Nogle er nyhedssøgende i meget høj grad, andre befinder sig i midten, og så findes der mennesker, som kun har et ganske lille behov for at bryde rutiner.
I overført forstand har nyhedssøgende mennesker en fod på speederen - fuld fart fremad. Biologisk set er fremdriften forbundet med et aktiviteteten i en adfærdsaktiverende del af nervesystemet (BAS eller Behaviour Activation System).
Nyhedssøgende og sensitiv - og en fod på bremsen
At være særligt sensitiv hænger biologisk set sammen med aktivitet i en del af nervesystemet, som er forbundet med at standse og checke efter: BIS (Behaviour Inhibition System). Elaine Aron understreger, at denne mekanisme medvirker til, at man overvejer en situation og mulige konsekvenser af handling før man kaster sig ud i noget nyt. Billedligt talt svarer det til at have en fod på bremsen og se sig godt for inden man kører ud i et trafikeret vejkryds. Og denne evne til at undersøge om der er fri bane eller fare på færde, som især særligt sensitive mennesker er begavet med, er både fornuftig og afgørende for vores evne til at overleve.
Mange mennesker forestiller sig automatisk, at det nyhedssøgende karaktertræk er en modsætning til at være særligt sensitiv. Men sådan hænger det ikke sammen. Det er snarere to forskellige skalaer, og man kan score højt, medium og lavt på dem begge. Et særligt sensitivt menneske kan have en høj, medium eller lav grad af det nyhedssøgende træk i sig.
Med andre ord er det muligt både at være særligt sensitiv og nyhedssøgende i høj grad - oplevelsen kan beskrives som at køre gennem tilværelsen med en fod på speederen og en på bremsen - samtidig!
Det en stor udfordring for mennesker med denne dobbelthed at finde og bevare balancen. Den sensitive side har brug for at undgå overstimulering, mens den nyhedssøgende side trives ved stimulering. Den sensitive side holder sig tilbage og ser situationer an, men pga. den nyhedssøgende side vil det ikke vare længe inden, der alligevel bliver taget affære og sat gang i sagerne.
Der findes ingen enkle løsninger på, hvordan man får modsætningerne til at spille godt sammen, især hvis man har for vane at modarbejde og fornægte sin sensitivitet. Men via erfaringer i konkrete situationer kan man lære sine individuelle grænser og behov bedre at kende - hvilket gør det lettere at leve efter dem.
Nyhedssøgende er ekstra udsatte for stress
Fordi nyhedssøgende mennesker opsøger stimulering er de ekstra udsatte for stress. Nysgerrigheden, som til tider - men ikke altid - er koblet sammen med utålmodighed, kan få dem til at skabe et liv, som er mere krævende end de har ressourcer til at klare. Heldigivis er der mange kvaliteter og fordele ved det nyhedssøgende karaktertræk, og særligt sensitive, der samtidig også er nyhedssøgende får ofte mulighed for at bruge deres sensitive talenter mere aktivt. F.eks. kan man finde disse mennesker blandt studieværter, musikere, freelance journalister, omrejsende sælgere, selvstændige erhvervsdrivende, mennesker i omsorgsfag, kunstnere, forskere og undervisere.
Nogle råd til mennesker, som både er nyhedssøgende og særligt sensitive.
Fremfor alt er det godt at undgå at være for hård ved dig selv, hvis du kommer ud af balance - der skal mindre til for dig end de fleste andre, før du mister balancen - husk det, hvis du selv eller andre dømmer dine handlinger.
Nyd fordelene ved din sammensatte natur. Du har den sensitive dybde. Samtidig er et aktivt BAS system også en kilde til stor entusiasme og en grad af initiativ, som kan gavne og komplettere din sensitivitet og bane vej for dig i en mere udadvendt verden.
Vær meget opmærksom på dit helbred. Du er ekstra udsat for stressrelaterede sygdomme. Den vigtigste opgave for nyhedssøgende og sensitive mennesker er at lære at tøjle det nyhedssøgende karaktertræk og undgå overstimulering. Lær at reducere stress og vær opmærksom på værdien af følelsesmæssig selvbeherskelse. Lær evt. konkrete teknikker, som tiltaler dig. Og fremfor alt - hold ved det, du lærer, og brug det i hverdagen.
Skab en god landingsbane i dit hjem eller et andet sted, hvor du regelmæssigt nærer og tager hånd om dit sensitive behov for fordybelse og nærvær. Som et middel mod stress. På den måde sørger du for, at dit nervesystem regelmæssigt får lov til at komme i god balance, og du undgår kronisk overstimulering.
Krop og sjæl skal kunne følge med i dit liv. Brug evt. andre mennesker som "stop - signaler", hvis du selv har svært ved at genkende grænsen for, hvad du kan magte.
Brug tid på at udvikle tålmodighed og besindighed - på at lære at tøjle din nyhedssøgende side. Det kan give mere kraft og stabilitet til din karakter.
Du har brug for at undgå rutiner, og derfor risikerer du at påtage dig mere i arbejdslivet end du har godt af. Kend din indre grænse i arbejdslivet - og sæt den derefter over for chef og kolleger.
Du kan sagtens have det godt med andre, som ikke er særligt sensitive eller som også er nyhedssøgende - men i det lange løb vil du i dine nære forhold til partner og venner have brug for, at der er rum til og forståelse for din sensitive side. Ellers bliver du overstimuleret og ender med at være "den værste udgave" af dig selv.
Forsøg at lade din sensitive side få mulighed for at træffe nogle flere af beslutningerne i dit liv. Mange lader den nyhedssøgende side træffe de fleste beslutninger, fordi det er den side, som er mest acceptabel og anerkendt i kulturen og de sociale omgivelser. Se hvad der sker, hvis du begynder at leve dit liv, sådan som den sensitive side af dig ønsker det...
Tak for alle bidrag!
Vi har siden sidste nyhedsbrev fået mange mails med forslag til temaer, som kan uddybes i nyhedsbrevet. Vi ser frem til at følge op på de mange gode forslag i kommende nyhedsbreve.
Bedste hilsner
Lise og Martin August
søndag den 26. september 2010
Er vi født som racister?
Fremmede. Ny forskning viser, at vi kæmper mod vores egen biologi, når vi forsøger at overvinde racisme. Men selv om hjernen er skabt til at være fordomsfuld, kan den trænes til at lade være med det.
I 2007 fandt to amerikanske økonomer ud af, at dommerne i landets basketball- liga, NBA, var mere tilbøjelige til at dømme en forseelse mod spillere af anden race end deres egen. Spillere, dommere og ledere benægtede sammenhængen, men undersøgelsens hårde data baseret på en halv million dømte forseelser var ikke til at tage fejl af. Det er udgangpunktet i en ny bog fra University of California at Berkeley med titlen Are We Born Racist?
Bogen tager i en række essays udgangspunkt i den nyeste forskning inden for racisme og fordomsfuldhed. Ifølge videnskaben er racisme dybere indgroet i vores psyke, end vi måske har lyst til at tro. Det kan godt være, at vi har de bedste intentioner om at behandle vores medmennesker ligeværdigt, men ofte forråder hjernen og vores impulser os. I løbet af få millisekunder er vi i stand til at vurdere et andet menneskes race, køn og alder – her dykker hjernen ned i et komplekst netværk af stereotyper, følelsesmæssige fordomme og adfærdsmæssige impulser og fælder sin dom, inden vi overhovedet når at blinke. En række neuroundersøgelser har således vist, at når hvide mænd så på billeder af tilfældige sorte mænd, så aktiveredes en del af hjernen kaldet amygdala. Amygdala er hjernens alarmklokke, der gør os opmærksom på trusler.
Det lader til, at det ligger dybt i menneskets natur at definere, hvem der er »os« og »ikke os«. Det er de samme psykologiske mekanismer, der driver racisme, som også driver fordomme over for religion, status, alder og køn, og undersøgelser viser, at det sociale miljø spiller mindst lige så stor en rolle som biologien med hensyn til at bestemme, hvem hjernen ser som »fremmed«.
»Vores tendens til at kategorisere folk øjeblikkeligt sidder på rygraden, men det bygger på en social konstruktion. Og disse kategorier kan ændres over tid og sted og gennem læring,« siger Susan Fiske, der er professor i psykologi på Princeton University med speciale i fordomme og stereotyper og en af bogens bidragsydere.
I USA blev eksempelvis irere for små 100 år siden diskrimineret imod på samme måde som sorte, mens kinesere i 1850erne blev set som landbrugs- og jernbanearbejdere, hvor de i dag i højere grad betragtes som iværksættere og dygtige til matematik.
»Det er stadig en stereotyp baseret på race, men den er fuldstændig ændret på 150 år,« siger Susan Fiske.
Det er ikke muligt at ændre hjernens umiddelbare reaktioner, men man kan godt ændre, hvem hjernen ser som truende, og det er forholdsvis nemt at underkende hjernens tilsyneladende fordomme – man skal blot tænke på den fremmede person som et individ frem for en stereotyp og dermed narre hjernens alarmklokker. Susan Fiske og hendes hold på Princeton opstillede et forsøg, hvor forsøgspersonerne blev bedt om at tænke på, om personen på billedet mon kunne lide en bestemt grøntsag. Og pludselig reagerede amygdala ikke længere, når hvide så på sorte.
Der hersker næppe tvivl om, at det er en psykologisk belastning at blive genstand for racisme. Men faktisk viser det sig også at have en fysisk bivirkning for gerningsmanden. Bor man i en multikulturel by, er det stort set uundgåeligt at rende ind i folk af anden race i ny og næ i supermarkedet, på cafeen eller i bussen. For personer med tendens til at være meget fordomsfulde fremkalder det deciderede stress-situationer – deres krop ser ganske enkelt »de fremmede« som en fysisk trussel. Kroppen reagerer ved at udsende stresshormoner, hjertet pumper hurtigere, og blodkarrene snøres sammen. Disse reaktioner er nyttige, når man pludselig står ansigt til ansigt med en glubsk tiger, så kroppen øjeblikkeligt kan samle energi til at konfrontere truslen. Men når bymennesker bliver udsat for disse stresssituationer dagligt, hober de negative virkninger sig op og påvirker helbredet. Studier har vist, at disse personer har større risiko for at få hjertesygdomme, forhøjet blodtryk, kræft og type2-diabetes.
Den skadelige fysiske påvirkning går også den anden vej. Personer, der er udsat for fordomsfulde omgivelser, føler sig ofte hjælpeløse og uretfærdigt behandlet, og deres krop udsender stresshormonet kortisol, der nedbryder muskelvæv og nedsætter fordøjelsessystemet. Kortisol giver kortvarigt kroppen et ekstra skud energi, men på længere sigt forårsager det forhøjet blodtryk og blodsukker samt nedbryder immunforsvaret. Her kan det være svært at skelne mellem virkningerne af sociale forhold og race, men undersøgelser har vist, at latinamerikanske immigranter i USA stadig forfølges af dårligt helbred, selv når de kravler op ad rangstigen, og deres indkomst stiger.
Ønsket om at skabe et »farveblindt« samfund har været fremført af sociologer, politikere og aktivister. Men forskningen skyder den løsning ned:
»Det er et håbløst mål. Ideen om et samfund, hvor vi ikke tænker over racemæssige kategorier, strider direkte imod, hvordan vores hjerne arbejder,« siger Jason Marsh, der har redigeret Are We Born Racist? og til daglig er redaktør af et videnskabeligt magasin. Det ser ovenikøbet ud til, at hvis vi ignorerer race, kan det have den negative bivirkning, at minoriteter føler sig undervurderet og overset. Det viste et forsøg fra Harvard. Her blev universitetsstuderende sat sammen to og to og fik en række billeder, der adskilte sig fra hinanden ved baggrundsfarve samt køn og race på personen på billedet. Derpå skulle den ene person gætte, hvilket billede den anden så på ved kun at stille ja/nej-spørgsmål. Det viste sig hurtigt, at når to hvide personer blev sat sammen, var de hurtige til at spørge ind til race. Men når de blev sat sammen med en sort person tøvede de med at stille samme spørgsmål, og deres kropssprog ændrede sig ligeledes. De undgik øjenkontakt, brynene rynkedes – et tegn på misbilligelse – og kommunikationen virkede mindre venlig. Et lignende forsøg har påvist, at når ellers racetolerante hvide personer blev sat til at diskutere race med sorte, så viste deres kropssprog et sådant ubehag ved situationen, at deres sorte samtalepartnere opfattede dem som mindre venlige end personer med racistiske overbevisninger. I deres iver efter at undgå at virke stødende og fordomsfulde blev de i stedet dårlige samtalepartnere og gjorde deres sorte personer ilde til mode.
Når vi nu ved, at hjernen ikke bare kan holde op med at kategorisere folk efter stereotyper, hvad kan vi så gøre for at bekæmpe racisme i os selv og samfundet som helhed? Her viser undersøgelser, at hjernen er god til at operere med et bestemt mål for øje, og hvis målet er at træffe beslutninger uden at tænke på race, så kan hjernen gøre netop det, omend det kræver en vis træning. I et forsøg blev en række hvide deltagere vist en række billeder samtidig med, at deres hjerneaktivitet blev målt. De fik til opgave at klassificere motiverne som henholdsvis »værktøjer« og »pistoler« ved at trykke på en knap. Men et splitsekund inden hvert billede blev vist, dukkede et foto af enten en hvid eller sort mand op. Forsøget tvang deltagerne til at overvinde deres stereotyper – her: at associere sorte mænd med våben – for at løse opgaven korrekt. De deltagere, der klarede sig bedst, havde en øget aktivitet i den venstre præfrontale cortex, en del af hjernen der forbindes med selvkontrol, og denne aktivitet fik andre dele af hjernen til at opfatte sorte og hvide ansigter anderledes. Med andre ord blev hjernen »narret« til at glemme fordommene – i denne sammenhæng ved at identificere våben og værktøjer, men det kunne lige så godt være ved at spørge om vej eller evaluere en jobansøger uden at lade racestereotyper spille ind.
»Åbenlys racisme er blevet reduceret drastisk de seneste 50 år, og det er bestemt en stor bedrift, men det betyder ikke, at racismen er forsvundet,« siger Jason Marsh. I stedet antager den en mere subtil form, som kan være mindst lige så skadelig. Selv USAs smeltedigel er i dag stadig et forholdsvis raceopdelt samfund. Der er i dag flere sorte børn, der går i raceopdelte skoler, end der var i 1968 – et problem der også gælder for mange latinamerikanere – men de mest racemæssigt isolerede børn er stadig hvide. Alligevel mener forskerne repræsenteret i Are We Born Racist?, at menneskeheden kan blive bedre til at forstå og bekæmpe racisme.
»Den vigtigste måde at overkomme racisme på er at være afhængige af hinanden på en eller anden måde. Så snart folk bliver sat til at bygge en legeplads sammen til børnene i kvarteret, eller hvis din chef sætter dig til at arbejde sammen med en person, der er anderledes end dig selv, så tyder forskning på, at vi overvinder fordommene. Når vi er afhængige af hinanden, forsvinder den alarmklokke-reaktion i hjernen,« siger Susan Fiske.
Undersøgelser tyder også på, at selve det at tale åbent og ærligt om race, specielt med folk af anden race end én selv, kan reducere racemæssige spændinger og fordomme. »Folk er ofte bange for at sige noget, der virker racistisk eller fordomsfuld, og lader i stedet være med at tale om problemet, og det er ikke konstruktivt,« siger Jason Marsh og fortsætter: »Det handler ikke så meget om, hvorvidt du af og til opfører dig fordomsfuldt eller ej, men om du er bevidst om det og kan træde et skridt tilbage og analysere dine reaktioner.«
http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/3
I 2007 fandt to amerikanske økonomer ud af, at dommerne i landets basketball- liga, NBA, var mere tilbøjelige til at dømme en forseelse mod spillere af anden race end deres egen. Spillere, dommere og ledere benægtede sammenhængen, men undersøgelsens hårde data baseret på en halv million dømte forseelser var ikke til at tage fejl af. Det er udgangpunktet i en ny bog fra University of California at Berkeley med titlen Are We Born Racist?
Bogen tager i en række essays udgangspunkt i den nyeste forskning inden for racisme og fordomsfuldhed. Ifølge videnskaben er racisme dybere indgroet i vores psyke, end vi måske har lyst til at tro. Det kan godt være, at vi har de bedste intentioner om at behandle vores medmennesker ligeværdigt, men ofte forråder hjernen og vores impulser os. I løbet af få millisekunder er vi i stand til at vurdere et andet menneskes race, køn og alder – her dykker hjernen ned i et komplekst netværk af stereotyper, følelsesmæssige fordomme og adfærdsmæssige impulser og fælder sin dom, inden vi overhovedet når at blinke. En række neuroundersøgelser har således vist, at når hvide mænd så på billeder af tilfældige sorte mænd, så aktiveredes en del af hjernen kaldet amygdala. Amygdala er hjernens alarmklokke, der gør os opmærksom på trusler.
Det lader til, at det ligger dybt i menneskets natur at definere, hvem der er »os« og »ikke os«. Det er de samme psykologiske mekanismer, der driver racisme, som også driver fordomme over for religion, status, alder og køn, og undersøgelser viser, at det sociale miljø spiller mindst lige så stor en rolle som biologien med hensyn til at bestemme, hvem hjernen ser som »fremmed«.
»Vores tendens til at kategorisere folk øjeblikkeligt sidder på rygraden, men det bygger på en social konstruktion. Og disse kategorier kan ændres over tid og sted og gennem læring,« siger Susan Fiske, der er professor i psykologi på Princeton University med speciale i fordomme og stereotyper og en af bogens bidragsydere.
I USA blev eksempelvis irere for små 100 år siden diskrimineret imod på samme måde som sorte, mens kinesere i 1850erne blev set som landbrugs- og jernbanearbejdere, hvor de i dag i højere grad betragtes som iværksættere og dygtige til matematik.
»Det er stadig en stereotyp baseret på race, men den er fuldstændig ændret på 150 år,« siger Susan Fiske.
Det er ikke muligt at ændre hjernens umiddelbare reaktioner, men man kan godt ændre, hvem hjernen ser som truende, og det er forholdsvis nemt at underkende hjernens tilsyneladende fordomme – man skal blot tænke på den fremmede person som et individ frem for en stereotyp og dermed narre hjernens alarmklokker. Susan Fiske og hendes hold på Princeton opstillede et forsøg, hvor forsøgspersonerne blev bedt om at tænke på, om personen på billedet mon kunne lide en bestemt grøntsag. Og pludselig reagerede amygdala ikke længere, når hvide så på sorte.
Der hersker næppe tvivl om, at det er en psykologisk belastning at blive genstand for racisme. Men faktisk viser det sig også at have en fysisk bivirkning for gerningsmanden. Bor man i en multikulturel by, er det stort set uundgåeligt at rende ind i folk af anden race i ny og næ i supermarkedet, på cafeen eller i bussen. For personer med tendens til at være meget fordomsfulde fremkalder det deciderede stress-situationer – deres krop ser ganske enkelt »de fremmede« som en fysisk trussel. Kroppen reagerer ved at udsende stresshormoner, hjertet pumper hurtigere, og blodkarrene snøres sammen. Disse reaktioner er nyttige, når man pludselig står ansigt til ansigt med en glubsk tiger, så kroppen øjeblikkeligt kan samle energi til at konfrontere truslen. Men når bymennesker bliver udsat for disse stresssituationer dagligt, hober de negative virkninger sig op og påvirker helbredet. Studier har vist, at disse personer har større risiko for at få hjertesygdomme, forhøjet blodtryk, kræft og type2-diabetes.
Den skadelige fysiske påvirkning går også den anden vej. Personer, der er udsat for fordomsfulde omgivelser, føler sig ofte hjælpeløse og uretfærdigt behandlet, og deres krop udsender stresshormonet kortisol, der nedbryder muskelvæv og nedsætter fordøjelsessystemet. Kortisol giver kortvarigt kroppen et ekstra skud energi, men på længere sigt forårsager det forhøjet blodtryk og blodsukker samt nedbryder immunforsvaret. Her kan det være svært at skelne mellem virkningerne af sociale forhold og race, men undersøgelser har vist, at latinamerikanske immigranter i USA stadig forfølges af dårligt helbred, selv når de kravler op ad rangstigen, og deres indkomst stiger.
Ønsket om at skabe et »farveblindt« samfund har været fremført af sociologer, politikere og aktivister. Men forskningen skyder den løsning ned:
»Det er et håbløst mål. Ideen om et samfund, hvor vi ikke tænker over racemæssige kategorier, strider direkte imod, hvordan vores hjerne arbejder,« siger Jason Marsh, der har redigeret Are We Born Racist? og til daglig er redaktør af et videnskabeligt magasin. Det ser ovenikøbet ud til, at hvis vi ignorerer race, kan det have den negative bivirkning, at minoriteter føler sig undervurderet og overset. Det viste et forsøg fra Harvard. Her blev universitetsstuderende sat sammen to og to og fik en række billeder, der adskilte sig fra hinanden ved baggrundsfarve samt køn og race på personen på billedet. Derpå skulle den ene person gætte, hvilket billede den anden så på ved kun at stille ja/nej-spørgsmål. Det viste sig hurtigt, at når to hvide personer blev sat sammen, var de hurtige til at spørge ind til race. Men når de blev sat sammen med en sort person tøvede de med at stille samme spørgsmål, og deres kropssprog ændrede sig ligeledes. De undgik øjenkontakt, brynene rynkedes – et tegn på misbilligelse – og kommunikationen virkede mindre venlig. Et lignende forsøg har påvist, at når ellers racetolerante hvide personer blev sat til at diskutere race med sorte, så viste deres kropssprog et sådant ubehag ved situationen, at deres sorte samtalepartnere opfattede dem som mindre venlige end personer med racistiske overbevisninger. I deres iver efter at undgå at virke stødende og fordomsfulde blev de i stedet dårlige samtalepartnere og gjorde deres sorte personer ilde til mode.
Når vi nu ved, at hjernen ikke bare kan holde op med at kategorisere folk efter stereotyper, hvad kan vi så gøre for at bekæmpe racisme i os selv og samfundet som helhed? Her viser undersøgelser, at hjernen er god til at operere med et bestemt mål for øje, og hvis målet er at træffe beslutninger uden at tænke på race, så kan hjernen gøre netop det, omend det kræver en vis træning. I et forsøg blev en række hvide deltagere vist en række billeder samtidig med, at deres hjerneaktivitet blev målt. De fik til opgave at klassificere motiverne som henholdsvis »værktøjer« og »pistoler« ved at trykke på en knap. Men et splitsekund inden hvert billede blev vist, dukkede et foto af enten en hvid eller sort mand op. Forsøget tvang deltagerne til at overvinde deres stereotyper – her: at associere sorte mænd med våben – for at løse opgaven korrekt. De deltagere, der klarede sig bedst, havde en øget aktivitet i den venstre præfrontale cortex, en del af hjernen der forbindes med selvkontrol, og denne aktivitet fik andre dele af hjernen til at opfatte sorte og hvide ansigter anderledes. Med andre ord blev hjernen »narret« til at glemme fordommene – i denne sammenhæng ved at identificere våben og værktøjer, men det kunne lige så godt være ved at spørge om vej eller evaluere en jobansøger uden at lade racestereotyper spille ind.
»Åbenlys racisme er blevet reduceret drastisk de seneste 50 år, og det er bestemt en stor bedrift, men det betyder ikke, at racismen er forsvundet,« siger Jason Marsh. I stedet antager den en mere subtil form, som kan være mindst lige så skadelig. Selv USAs smeltedigel er i dag stadig et forholdsvis raceopdelt samfund. Der er i dag flere sorte børn, der går i raceopdelte skoler, end der var i 1968 – et problem der også gælder for mange latinamerikanere – men de mest racemæssigt isolerede børn er stadig hvide. Alligevel mener forskerne repræsenteret i Are We Born Racist?, at menneskeheden kan blive bedre til at forstå og bekæmpe racisme.
»Den vigtigste måde at overkomme racisme på er at være afhængige af hinanden på en eller anden måde. Så snart folk bliver sat til at bygge en legeplads sammen til børnene i kvarteret, eller hvis din chef sætter dig til at arbejde sammen med en person, der er anderledes end dig selv, så tyder forskning på, at vi overvinder fordommene. Når vi er afhængige af hinanden, forsvinder den alarmklokke-reaktion i hjernen,« siger Susan Fiske.
Undersøgelser tyder også på, at selve det at tale åbent og ærligt om race, specielt med folk af anden race end én selv, kan reducere racemæssige spændinger og fordomme. »Folk er ofte bange for at sige noget, der virker racistisk eller fordomsfuld, og lader i stedet være med at tale om problemet, og det er ikke konstruktivt,« siger Jason Marsh og fortsætter: »Det handler ikke så meget om, hvorvidt du af og til opfører dig fordomsfuldt eller ej, men om du er bevidst om det og kan træde et skridt tilbage og analysere dine reaktioner.«
http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/3
Amalies mor: Spis en tudekiks og kom videre
- Er det så noget at være stolt af, at man har haft sex under lagenerne i den bedste sendetid? Nja, stolt og stolt ... Men det skete. Spis en tudekiks og kom videre
Kilde: http://ekstrabladet.dk/flash/dkkendte/article1418751.ece#ixzz10cS3VHDh
Det var ikke ligefrem Amalie Szigethys mors drøm, at hendes datter skulle være realitystjerne. Men nu spiller mor Charlotte selv en vigtig rolle i det nye program ’Amalies Verden’. Og hun er meget stolt af sin datter.
- Jeg tror, vi er mange, der har fordomme om unge, som deltager i ’Paradise Hotel’ og andre realityshows. ’Det er nok nogle skodbørn, som er villige til at sælge deres sjæl for at blive kendte’.
LÆS OGSÅ: Amalies mor stjal opmærksomheden
- Den fordom havde jeg også. Jeg kan jo se, hvor veltilpassede mine veninders børn er - de går i gymnasiet og på videregående uddannelser. Det kan jeg da godt beundre og tænke ’bare det var min datter’. Men det er det ikke.
Min datter er stærk
- Jeg har en datter, der vil noget andet. Og jeg er ikke bekymret for, hvordan hun tackler det. Hun er meget stærk psykisk.
- Er der ingen grænser for, hvad du synes, hun kan være stolt af? Hun har både optrådt fuld, tømmermandsramt og haft sex på tv …
- Nej, det synes jeg ikke. Der er mange, der bruger megen tid på at lægge låg på sig selv. Det er en ekstremt begrænsende. Er det så noget at være stolt af, at man har haft sex under lagenerne i den bedste sendetid? Nja, stolt og stolt ... Men det skete. Spis en tudekiks og kom videre.
- Hvorfor taler Amalie indimellem sådan et sjovt dansk?
- Jeg tror, at vi deler den ’genfejl’, at vi indimellem taler baglæns eller sidelæns eller glemmer nogle ord. Jeg er bare blevet bedre til at styre det.
LÆS OGSÅ: Får hjælp til at løsrive sig fra Amalie
- Hvordan har du det med Amalies jagt på at blive kendt?
- Det er ikke min opgave at dømme eller fordømme. Det kan godt være, at der er nogle, der siger, at det er indholdsløst at stå på en rød løber i en lækker kjole - og hvad så? Hvem gider sidde hjemme hver aften og lege far, mor og børn og glo fjernsyn? Det er lige så indholdsløst. Gab ..!
Kilde: http://ekstrabladet.dk/flash/dkkendte/article1418751.ece#ixzz10cS9O1At
Kilde: http://ekstrabladet.dk/flash/dkkendte/article1418751.ece#ixzz10cS3VHDh
Det var ikke ligefrem Amalie Szigethys mors drøm, at hendes datter skulle være realitystjerne. Men nu spiller mor Charlotte selv en vigtig rolle i det nye program ’Amalies Verden’. Og hun er meget stolt af sin datter.
- Jeg tror, vi er mange, der har fordomme om unge, som deltager i ’Paradise Hotel’ og andre realityshows. ’Det er nok nogle skodbørn, som er villige til at sælge deres sjæl for at blive kendte’.
LÆS OGSÅ: Amalies mor stjal opmærksomheden
- Den fordom havde jeg også. Jeg kan jo se, hvor veltilpassede mine veninders børn er - de går i gymnasiet og på videregående uddannelser. Det kan jeg da godt beundre og tænke ’bare det var min datter’. Men det er det ikke.
Min datter er stærk
- Jeg har en datter, der vil noget andet. Og jeg er ikke bekymret for, hvordan hun tackler det. Hun er meget stærk psykisk.
- Er der ingen grænser for, hvad du synes, hun kan være stolt af? Hun har både optrådt fuld, tømmermandsramt og haft sex på tv …
- Nej, det synes jeg ikke. Der er mange, der bruger megen tid på at lægge låg på sig selv. Det er en ekstremt begrænsende. Er det så noget at være stolt af, at man har haft sex under lagenerne i den bedste sendetid? Nja, stolt og stolt ... Men det skete. Spis en tudekiks og kom videre.
- Hvorfor taler Amalie indimellem sådan et sjovt dansk?
- Jeg tror, at vi deler den ’genfejl’, at vi indimellem taler baglæns eller sidelæns eller glemmer nogle ord. Jeg er bare blevet bedre til at styre det.
LÆS OGSÅ: Får hjælp til at løsrive sig fra Amalie
- Hvordan har du det med Amalies jagt på at blive kendt?
- Det er ikke min opgave at dømme eller fordømme. Det kan godt være, at der er nogle, der siger, at det er indholdsløst at stå på en rød løber i en lækker kjole - og hvad så? Hvem gider sidde hjemme hver aften og lege far, mor og børn og glo fjernsyn? Det er lige så indholdsløst. Gab ..!
Kilde: http://ekstrabladet.dk/flash/dkkendte/article1418751.ece#ixzz10cS9O1At
Danmark knækker socialt.
"I fremtiden vil der ikke bare være tale om A- og B-hold, men om A- og Å-hold, fordi der er så stor forskel på de stærkeste og de svageste i samfundet," siger Bjarne Lenau Henriksen, korshærschef for Kirkens Korshær
Hullerne i det sociale sikkerhedsnet er blevet så store, at hele grupper af udsatte borgere nu bliver tabt på gulvet, advarer landets største kirkelige, diakonale organisationer. Beskæftigelsesminister erkender problem
I toethalvt år efterlyste en enlig mor aflastning til sit handicappede barn hos kommunen, uden at der skete noget som helst. Først da en familiekonsulent fra Frelsens Hær ringede til kommunen på hendes vegne, fik hun den nødvendige hjælp.
Eksemplet fra den virkelige verden beviser ifølge en række af landets største kirkelige hjælpeorganisationer, hvordan gruppen af socialt udsatte i Danmark farer vild i et rigidt system og bliver ramt af politiske stramninger. Mens den brede middelklasse har fået det bedre, bliver de allersvageste borgere tabt på gulvet med et brag, advarer organisationerne samstemmende i Kristeligt Dagblad, som i dag indleder en serie om de udsatte på samfundets bund.
"Vi er i gang med at dele samfundet ind i et A- og et B-hold, som man aldrig havde forestillet sig kunne forekomme, da man skabte velfærdsstaten. Der er tale om en mindre social revolution, og hullet til dem, der ikke klarer sig godt, bliver større og større. Politisk er skruen blevet strammet gevaldigt, og kravet til de udsatte lyder, at de skal normalisere sig," siger Thomas Pedersen, kommunikationsmedarbejder på Kofoeds Skole i København.
Korshærschef for Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen kalder den danske politik over for samfundets svageste for noget "griseri".
"I fremtiden vil der ikke bare være tale om A- og B-hold, men om A- og Å-hold, fordi der er så stor forskel på de stærkeste og de svageste i samfundet. Socialpolitikken bygger på et negativt menneskesyn, hvor alle med problemer bliver sendt på jobcenteret. Når vi taler socialpolitik i dag, er det i virkeligheden beskæftigelsespolitik. Arbejde er åbenbart kuren mod både fattigdom, fodvorter og inkontinens," siger Bjarne Lenau Henriksen.
De diakonale organisationer mærker alle en øget tilgang fra prostituerede, narkomaner, flygtninge, psykisk syge og andre socialt udsatte, som har brug for støtte til at klare livet.
"Det er systemet, som er blevet mere rigidt, og der er ikke længere midler eller fleksibilitet til at se individuelt på det enkelte menneske," forklarer familiekonsulent i Frelsens Hær Hanne Wahl.
Hun får opbakning fra organisationer som Samvirkende Menighedsplejer og KFUM og KFUK's Sociale Arbejde. Og af diakoniekspert og lektor i teologi ved Aarhus Universitet Johannes Nissen, som mener, at der er god grund til at bekymre sig:
"Samfundets målestokke er meget styret af arbejdsmarked, erhverv og løn. Det betyder, at nogle bliver tabere i det spil. Hvis du tager begrebet revalidering, så handler det om, at du gør dig selv gyldig igen ud fra de skrappe arbejdsmarkedsbetingelser, som ikke alle kan leve op til. For mig er det menneskesynet, der står på spil. Mange bliver sorteper, hvis vi kun måler på arbejdsmarked og ikke på det hele menneske som skabt i Guds billede," siger Johannes Nissen.
Annonce
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) mener, at den bedste socialpolitik netop er beskæftigelsespolitik:
"Vi skal bestemt ikke have et A- og et Å-hold. Det bedste, vi kan gøre for mennesker uden for arbejdsmarkedet, er at få dem ind på arbejdsmarkedet, hvor der er kolleger og forventninger til dem. Jeg synes, det er et fattigt samfund, der siger til en socialt udsat, at det eneste tilbud, vi kan give dig, er et socialt hold kæft-bolche i form af en løncheck hver eneste måned," siger Inger Støjberg, som dog erkender, at beskæftigelsessystemet er for bureaukratisk.
"Der er ingen tvivl om, at det kan og skal gøres mere enkelt. Bøvlet skal væk. Det er en opgave, vi er i gang med at løse ."
schelde@k.dk
Shotgun Revolution
CD, udkom mandag d. 23-08-2010 på Target
Københavnske debutanter inviterer til noget, der nok mere er et brag af en fest end en revolution
Efter at være blevet skudt ud af Karrierekanonen er den københavnske kvintet Shotgun Revolution nu ude med deres debutalbum, der byder på hård, pågående og kontant guitarrock med tydelige referencer til bands som Guns'n'Roses og AC/DC og i det hele taget til 80'ernes heavy rock. I Ditlev Ulriksen (eks-Innocent Blood) har bandet en velsyngende vokalist, der kan lede tankerne i retning af en mere lys udgave af Jon Bon Jovi. Sangene på Join The Revolution er forsynet med et arsenal af hooklines, og der skal ikke mange gennemlytninger til, før de begynder at hjemsøge en på alle mulige tider af døgnet. Mine favoritter er Bleeding, lighterballaden Hopefully og den bagkloge The Big Mistake. Shotgun Revolution kommer ikke til at vinde priser for at revolutionere rockmusikken. Til gengæld er deres udgave underholdende, uprætentiøs og vanedannende. De leverer den med al den indlevelse og energi, man kunne ønske sig, og mon ikke Shotgun Revolution vil være ren napalm på de danske spillesteder?
Hypemand til standup show
Anmeldt af Keld Rud
GAFFAs anmeldelse:
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne synes:
4,00 stjerner i snit (efter 12 stemmer)
Københavnske debutanter inviterer til noget, der nok mere er et brag af en fest end en revolution
Efter at være blevet skudt ud af Karrierekanonen er den københavnske kvintet Shotgun Revolution nu ude med deres debutalbum, der byder på hård, pågående og kontant guitarrock med tydelige referencer til bands som Guns'n'Roses og AC/DC og i det hele taget til 80'ernes heavy rock. I Ditlev Ulriksen (eks-Innocent Blood) har bandet en velsyngende vokalist, der kan lede tankerne i retning af en mere lys udgave af Jon Bon Jovi. Sangene på Join The Revolution er forsynet med et arsenal af hooklines, og der skal ikke mange gennemlytninger til, før de begynder at hjemsøge en på alle mulige tider af døgnet. Mine favoritter er Bleeding, lighterballaden Hopefully og den bagkloge The Big Mistake. Shotgun Revolution kommer ikke til at vinde priser for at revolutionere rockmusikken. Til gengæld er deres udgave underholdende, uprætentiøs og vanedannende. De leverer den med al den indlevelse og energi, man kunne ønske sig, og mon ikke Shotgun Revolution vil være ren napalm på de danske spillesteder?
Hypemand til standup show
Anmeldt af Keld Rud
GAFFAs anmeldelse:
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne synes:
4,00 stjerner i snit (efter 12 stemmer)
fredag den 24. september 2010
onsdag den 22. september 2010
Du er overvåget!
Vi er overvåget som aldrig før. Intelligente kameraer er i dag i stand til at genkende folk på deres bevægelser og stemmer. Der er næsten ingen grænser for, hvor mange gange i døgnet vi sætter et IT-fingeraftryk, der gør samfundet i stand til at overvåge os. Forhindrer det terror og kriminalitet? Gør det befolkningen trygge? Eller er vi godt på vej til at miste retten til privatliv?
kilde dr.dk
kilde dr.dk
Den afskyelige førtidspensionist
http://www.sindnet.dk/show_profile.asp?id=93470 - Cobrash
Jeg er sikker på at godnathistorier på skolens ferielejr ikke længere omhandler spøgelser og uhyggelige massemordere der langsomt udrydder en hel folkeskoleklasse. Nej, i dagens Danmark, omhandler de uden tvivl afskyelige førtidspensionister der langsomt men sikkert snylter på vores alle sammens økonomi.
Man skulle tro at pædofile, voldspsykopater eller mordere var den værst tænkelige form for mennesker, men sådan ligger landet ikke, i hvert fald ikke i Danmark. Her er det indtryk man får, at førtidspensionister er den værst tænkelige form for mennesker, i sær hvis man følger lidt med i førtidspension debatterne rundt omkring hvor snæversynede mennesker kommer med deres inputs.
Der dannes et billede af nogle forfærdelige mennesker som på det grovest udnytter samfundets ressourcer og den Danske velfærd. De værste af slagsen er de førtidspensionister som har fået tilkendt pensionen fordi, de pga. psykiske problemstillinger ikke kan varetage et arbejde.
Rundt omkring i debatterne tales der om at det ikke kan være rigtigt, at folk på førtidspension kan gå til fitness, tage ud at rejse eller dyrke deres hobbyer på fuldtid. Den generelle forestilling er, at førtidspensionister bare skal sidde og kigge ind i væggen, i stedet for at få det bedste ud af den triste of frustrerende situation det er, at være endt uden for fællesskabet.
Hvorfor i alverden skulle førtidspensionisterne dog ikke udnytte denne enorme mængde fritid de sidder med, og i stedet få det bedste ud af en situation de ufrivilligt er havnet i.
Mange tror at det er lutter lagkage at være på førtidspension, man kan i hvert fald ikke have det så dårligt psykisk, at man ikke kan arbejde. Det må være dovne hunde der ikke gider bidrage til fællesskabet og derfor skal de holdes nede med magt og have frataget eller reduceret mængden af den i forvejen sparsomme ydelse fra det offentlige. Det er rart muligheden for pension er der, det kan vi ikke klage over, men det er forkasteligt at mennesker taler for, at denne form for ydelser skal afskaffes.
Når debatten kører kommer der økonomiske tal frem som på ingen måde har hold i virkeligheden, og det virker som disse mennesker tror, at man bare får smidt en pension i nakken hvis man spiller lidt for galleriet.
Hvor mange ved f.eks. at hvis en førtidspensionist finder en kæreste og de flytter sammen, så mister de let op mod 6.000 eller mere i udbetaling, og tjener samleveren en ok løn, så modregnes de yderligere.
Er det det, som folk mener, er et paradis?
Er det et paradis at vide, at muligheden for at stifte familie, købe hus eller lejlighed osv. blev væsentligt forringet den dag kommunen vurderede en som uegnet til at være en del af fællesskabet. Tror disse mennesker virkeligt, at de der er på førtidspension, ikke glædeligt bytter for et værdigt og lykkeligt liv, et liv uden sygdom vel at mærke - Hvordan kan man i det hele taget have en forestilling om, at det er lykken at være ”uegnet” som menneske?
Jeg tror ikke disse mennesker har den ringeste forstand på hvad det vil sige, at være endt på førtidspension, hvor opslidende det er, konstant at være jaget byttet og udstillet på alle fronter - og ikke mindst hvor hård en kamp det er, hver eneste morgen at stå ud af sengen, kigge sig i spejlet, og finde overskud til at klare dagens udfordringer.
Det er en verden hvor selv små ting som at kommer over og handle, tager flere timers mental forberedelse og alligevel ofte glipper pga. angstanfald o.lign.
Kan de overhovedet forestille sig, hvor ensomt det er, at bruge dag ud og dag ind bag hjemmets fire vægge - ved de hvor frustrerende det er, ikke at kunne finde en kæreste fordi man frasorteres når det kommer frem man blot er en af disse afskyelige førtidspensionister?
Jeg bliver noget så harm, når jeg ser magthavernes forsøg på at skabe splid i befolkningen og at de f.eks. i Magasinet Penge fremstiller førtidspensionister som snyltere, der tjener fedt på offentlige ydelser og lever i sus og dus.
- For det er det indtryk jeg umiddelbart fik af programmet.
Skam jer Danmark - giv da for pokker disse mennesker fred, der er sgu da ingen der frivilligt giver afkald på et værdigt liv!
Jeg er sikker på at godnathistorier på skolens ferielejr ikke længere omhandler spøgelser og uhyggelige massemordere der langsomt udrydder en hel folkeskoleklasse. Nej, i dagens Danmark, omhandler de uden tvivl afskyelige førtidspensionister der langsomt men sikkert snylter på vores alle sammens økonomi.
Man skulle tro at pædofile, voldspsykopater eller mordere var den værst tænkelige form for mennesker, men sådan ligger landet ikke, i hvert fald ikke i Danmark. Her er det indtryk man får, at førtidspensionister er den værst tænkelige form for mennesker, i sær hvis man følger lidt med i førtidspension debatterne rundt omkring hvor snæversynede mennesker kommer med deres inputs.
Der dannes et billede af nogle forfærdelige mennesker som på det grovest udnytter samfundets ressourcer og den Danske velfærd. De værste af slagsen er de førtidspensionister som har fået tilkendt pensionen fordi, de pga. psykiske problemstillinger ikke kan varetage et arbejde.
Rundt omkring i debatterne tales der om at det ikke kan være rigtigt, at folk på førtidspension kan gå til fitness, tage ud at rejse eller dyrke deres hobbyer på fuldtid. Den generelle forestilling er, at førtidspensionister bare skal sidde og kigge ind i væggen, i stedet for at få det bedste ud af den triste of frustrerende situation det er, at være endt uden for fællesskabet.
Hvorfor i alverden skulle førtidspensionisterne dog ikke udnytte denne enorme mængde fritid de sidder med, og i stedet få det bedste ud af en situation de ufrivilligt er havnet i.
Mange tror at det er lutter lagkage at være på førtidspension, man kan i hvert fald ikke have det så dårligt psykisk, at man ikke kan arbejde. Det må være dovne hunde der ikke gider bidrage til fællesskabet og derfor skal de holdes nede med magt og have frataget eller reduceret mængden af den i forvejen sparsomme ydelse fra det offentlige. Det er rart muligheden for pension er der, det kan vi ikke klage over, men det er forkasteligt at mennesker taler for, at denne form for ydelser skal afskaffes.
Når debatten kører kommer der økonomiske tal frem som på ingen måde har hold i virkeligheden, og det virker som disse mennesker tror, at man bare får smidt en pension i nakken hvis man spiller lidt for galleriet.
Hvor mange ved f.eks. at hvis en førtidspensionist finder en kæreste og de flytter sammen, så mister de let op mod 6.000 eller mere i udbetaling, og tjener samleveren en ok løn, så modregnes de yderligere.
Er det det, som folk mener, er et paradis?
Er det et paradis at vide, at muligheden for at stifte familie, købe hus eller lejlighed osv. blev væsentligt forringet den dag kommunen vurderede en som uegnet til at være en del af fællesskabet. Tror disse mennesker virkeligt, at de der er på førtidspension, ikke glædeligt bytter for et værdigt og lykkeligt liv, et liv uden sygdom vel at mærke - Hvordan kan man i det hele taget have en forestilling om, at det er lykken at være ”uegnet” som menneske?
Jeg tror ikke disse mennesker har den ringeste forstand på hvad det vil sige, at være endt på førtidspension, hvor opslidende det er, konstant at være jaget byttet og udstillet på alle fronter - og ikke mindst hvor hård en kamp det er, hver eneste morgen at stå ud af sengen, kigge sig i spejlet, og finde overskud til at klare dagens udfordringer.
Det er en verden hvor selv små ting som at kommer over og handle, tager flere timers mental forberedelse og alligevel ofte glipper pga. angstanfald o.lign.
Kan de overhovedet forestille sig, hvor ensomt det er, at bruge dag ud og dag ind bag hjemmets fire vægge - ved de hvor frustrerende det er, ikke at kunne finde en kæreste fordi man frasorteres når det kommer frem man blot er en af disse afskyelige førtidspensionister?
Jeg bliver noget så harm, når jeg ser magthavernes forsøg på at skabe splid i befolkningen og at de f.eks. i Magasinet Penge fremstiller førtidspensionister som snyltere, der tjener fedt på offentlige ydelser og lever i sus og dus.
- For det er det indtryk jeg umiddelbart fik af programmet.
Skam jer Danmark - giv da for pokker disse mennesker fred, der er sgu da ingen der frivilligt giver afkald på et værdigt liv!
søndag den 12. september 2010
Færre siger blankt nej til atomkraft
00:55 | 12. september 2010
Mange flere danskere er kommet i tvivl i spørgsmålet om for eller imod atomkraft. Men der er stadig flest modstandere.
Kortdata ©2010 - Vilkår for anvendelseDer er stadig er klart flertal imod a-kraft i Danmark: 54 procent er modstandere, mens 21 procent er tilhængere.
Men der er kommet flere “hverken-eller”- og “ved ikke”-svar, så en fjerdedel af danskerne nu er tvivlere, viser en ny meningsmåling, som analyseinstituttet Megafon har lavet for Politiken.
Det er det højeste niveau, siden debatten for alvor gik i gang i midten af 1970’erne. Samtidig mener næsten halvdelen af befolkningen, at det skal undersøges, om atomkraft som energikilde kan betale sig, miljømæssigt og økonomisk.
Leder af Megafons kvantitative afdeling Casper Ottar Jensen forklarer
resultatet med, at de færreste har et klokkeklart billede af fordele og risici
ved atomkraft.
- Mange siger nej ud fra et better safe than sorry-udgangspunkt, men udelukker ikke på forhånd muligheden for at blive klogere, siger Casper Ottar Jensen til Politiken.
Klima- og energiminister Lykke Friis (V) er ikke overrasket over, at flere
danskere er kommet i tvivl. Hun siger til Politiken.
- Der er både fordele og ulemper ved atomkraft, og det er jo også sådan, at
Danmark allerede får en del af sin strøm fra svensk a-kraft. Det ændrer dog
ikke ved, at jeg ikke kan se for mig, at atomkraft kommer til at indgå i
Danmarks energipolitik. Vi skal i stedet bruge vores kræfter på udbygningen af
vedvarende energikilder, siger ministeren til Politiken.
Mange flere danskere er kommet i tvivl i spørgsmålet om for eller imod atomkraft. Men der er stadig flest modstandere.
Kortdata ©2010 - Vilkår for anvendelseDer er stadig er klart flertal imod a-kraft i Danmark: 54 procent er modstandere, mens 21 procent er tilhængere.
Men der er kommet flere “hverken-eller”- og “ved ikke”-svar, så en fjerdedel af danskerne nu er tvivlere, viser en ny meningsmåling, som analyseinstituttet Megafon har lavet for Politiken.
Det er det højeste niveau, siden debatten for alvor gik i gang i midten af 1970’erne. Samtidig mener næsten halvdelen af befolkningen, at det skal undersøges, om atomkraft som energikilde kan betale sig, miljømæssigt og økonomisk.
Leder af Megafons kvantitative afdeling Casper Ottar Jensen forklarer
resultatet med, at de færreste har et klokkeklart billede af fordele og risici
ved atomkraft.
- Mange siger nej ud fra et better safe than sorry-udgangspunkt, men udelukker ikke på forhånd muligheden for at blive klogere, siger Casper Ottar Jensen til Politiken.
Klima- og energiminister Lykke Friis (V) er ikke overrasket over, at flere
danskere er kommet i tvivl. Hun siger til Politiken.
- Der er både fordele og ulemper ved atomkraft, og det er jo også sådan, at
Danmark allerede får en del af sin strøm fra svensk a-kraft. Det ændrer dog
ikke ved, at jeg ikke kan se for mig, at atomkraft kommer til at indgå i
Danmarks energipolitik. Vi skal i stedet bruge vores kræfter på udbygningen af
vedvarende energikilder, siger ministeren til Politiken.
fredag den 10. september 2010
Op på ølkassen - talen er tilbage
Agenda 04. september 2010 kl. 18:03 på P1
Hør udsendelsen
javascript:miniPlayer("H%C3%B8r udsendelsen",'/Forms/Published/PlaylistGen.aspx?qid=1726165')
Evnen til at kommunikere mundtligt spiller en stadig større rolle for moderne ledere. Ledere skal kommunikerer værdier, så medarbejderne føler at deres arbejdsliv er meningsfuldt. Det kræver at man taler passioneret og med følelser og man møder medarbejderne ansigt til ansigt.
Den store tale, talen til folket, har fået en renæssance. Man behøves bare at sige Yes we can. Det er blevet banket ind med syvtommers søm, at Barack Obama tryllebinder med sine taler.
Og netop den egenskab bragte ham til sejren.
Talegaver i erhvervslivet
Men også inde for erhvervslivet er der kommet et øget fokus på væsentligheden af at kunne holde tale. Det slår de bl.a. fast I den amerikanske avis the The Wall Street Journal, hvor de skriver, at mundtlige færdigheder er et af de vigtigste rekrutteringsparametre.
Men hvordan hænger det egentlig sammen, at noget så oldgræsk som "talen" igen bliver moderne, når vi ellers lever i et samfund, hvor vi bestemt ikke hver lørdag samles foran radioen og lytter til nationens fader, men i stedet ensomt zapper rundt mellem forskellige klip på YouTube. Og hvor mundtlig samtale er aflyst af opdateringer på Facebook.
Hør udsendelsen
javascript:miniPlayer("H%C3%B8r udsendelsen",'/Forms/Published/PlaylistGen.aspx?qid=1726165')
Evnen til at kommunikere mundtligt spiller en stadig større rolle for moderne ledere. Ledere skal kommunikerer værdier, så medarbejderne føler at deres arbejdsliv er meningsfuldt. Det kræver at man taler passioneret og med følelser og man møder medarbejderne ansigt til ansigt.
Den store tale, talen til folket, har fået en renæssance. Man behøves bare at sige Yes we can. Det er blevet banket ind med syvtommers søm, at Barack Obama tryllebinder med sine taler.
Og netop den egenskab bragte ham til sejren.
Talegaver i erhvervslivet
Men også inde for erhvervslivet er der kommet et øget fokus på væsentligheden af at kunne holde tale. Det slår de bl.a. fast I den amerikanske avis the The Wall Street Journal, hvor de skriver, at mundtlige færdigheder er et af de vigtigste rekrutteringsparametre.
Men hvordan hænger det egentlig sammen, at noget så oldgræsk som "talen" igen bliver moderne, når vi ellers lever i et samfund, hvor vi bestemt ikke hver lørdag samles foran radioen og lytter til nationens fader, men i stedet ensomt zapper rundt mellem forskellige klip på YouTube. Og hvor mundtlig samtale er aflyst af opdateringer på Facebook.
torsdag den 9. september 2010
Dansk satire ude på et skråplan
Social satire har vokset sig stor og stærk på DR's frække DR2. Satireformen er populær, fordi den skuer indad og udstiller de pinlige træk, vi ser hos os selv. Det er genkendeligheden, der får os til at grine. I går havde endnu et satireprogram premiere på DR2. Traditionel politisk satire har langt sværere kår i tv
Satireprogrammet -Skråplan' havde premiere i aftes og er med Linda P. og Christina Sederqvist. De to hovedaktører optræder udklædt som et meget varieret persongalleri, som ofte er lidt stakkels og pinlige. Her ses de som de to selvfede og kræsne singler Bruno og Nalle.Foto: DR/Per ArnesenAf: Annica Caroline Carlsen, Marta Sørensen
17. april 2009 | Om denne artikel
Lagt på information.dk 17. april 2009 kl. 20:15. Bragt i den trykte udgave 18. april 2009. Senest opdateret 13. august 2009 kl. 00:18.
Opslag til denne artikelEmneord: fjernsyn, satire
Personer: Lars Løkke Rasmussen, Linda P
Organisationer: Aarhus Universitet, DR, Folketinget
Steder: Danmark
Vi har grinet af den forsumpede hasher Ilmer, der ‘baskeskæv’ røg endnu en ‘optursfed’ og det pinlige cykelhold ‘Team Easy on’ med Henning Primdahl i spidsen. Banjos Likørstue og Drengene fra Angora er arketypiske programeksempler på social satire. Det er de skæve eksistenser som Ilmer og pinlige typer som Henning Primdahl, der kendetegner den type satire. I mellemtiden er den politiske satire blevet svær at få øje på - men den er der.
I aftes kunne DR2’s afdeling for spøg og skæmt igen præsentere en omgang social satire, da programmet Skråplan med komikerne Christina Sederqvist og Linda P. havde premiere. Omdrejningspunktet i den sociale satire er karakterer, som for eksempel de kiksede, men kræsne singler ‘Bruno’ og ‘Nalle’ - typer vi alle kan relatere til.
Linda P. beskriver over for Information programmet:
“Det er samme humor som Piger på Prøveløsladelse, men med knap så meget fjabbeladesnak - for så kan morfar også være med”.
Hun påpeger, at folk tit er bange for det, der er nyt. Derfor har hun og makkeren Christina for en kort bemærkning valgt at beholde karaktererne ‘Winnie’ og ‘Karina’ fra deres tidligere program Piger på Prøveløsladelse .
At grine af andre
Årsagen til, at social satire, hvor man gør grin med pinlige tabere, er en succes, er, at den sociale dagsorden og dens spilleregler i dagens Danmark fylder meget. Fokus er stift rettet mod det perfekte ydre, det gode job og den ideelle partner. I det hele taget stiller samfundet større krav til individet, mener Hanne Bruun, der er lektor ved Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet. Derfor er det også befriende at se en karakter som cykeltræneren Henning Primdahl, der overtræder de sociale spilleregler, når han tager doping og i øvrigt er totalt blottet for situationsfornemmelse.
“I dag skuer satiren indad - vi griner i stedet af de ting, vi genkender i os selv, og vi griner med os selv. Det var omvendt i den traditionelle satire, der startede helt tilbage i 60’erne med programmer som Hov-hov, hvor man skuede ud og lod politikere stå for skud”.
Politisk satire lever
Hanne Bruun mener, at den politiske satire står i skyggen af den sociale. Der er ikke nødvendigvis blevet mindre politisk satire, men der er kommet meget mere social satire med programmer som for eksempel Trio Van Gogh og Piger på Prøveløsladelse.
En af grundene til, at den traditionelle politiske satire er på retræte, er, at partiernes politik i højere grad er smeltet sammen, hvilket giver satiren vanskeligere levevilkår.
“Det er svært at finde et fast partipolitisk udgangspunkt i den danske tv-satire. Alt og alle kan i princippet blive genstand for satire, hvis blot man gør sig skyldig i én eller anden form for normativ provokation eller overskridelse,” fastslår Hanne Bruun.
Peter Gren Larsen er satireredaktør på DR2. Han mener ikke, at den politiske satire er forsvundet - den har bare ændret karakter. Han peger på programmer som Selvsving på P1 og Tjenesten på DR2 som direkte eksempler på politisk satire med Christiansborg som omdrejningspunkt. For ham at se, spreder den politiske satire sig over et bredere felt i dag. Den er blevet mere subtil og derfor sværere at få øje på.
“Den politiske satire, vi ser i dag, handler om samfundets trends og tendenser - ikke kun det, der sker på Christiansborg. Jeg vil hellere kalde det for samfundsrelateret satire”.
Han mener, at den sociale satire har bedre levevilkår, fordi folk har lettere ved at se gennem fingre med enkelte ting, der ikke er sjove. Den sociale satire spiller på genkendelighed, og fordi satireformen ikke forudsætter, at man ved en masse, inden man kigger med, bliver der også skruet ned for forventningerne,” siger Peter Gren Larsen, DR2’s satireredaktør.
Det synspunkt er lektor i medievidenskab, Hanne Bruun, enig i. Hun understreger, at satire er blevet meget mere bredspektret. Det er ikke længere kun én genre, man kalder satire, men flere.
“Den sociale dagsorden fylder mere i dag. Den spiller på, at vi har en viden om, hvordan man bør opføre sig, hvornår noget er pinligt, og hvor svært det er at være menneske under bestemte betingelser. Vi kan lettere blive enige om den sociale satire, og derfor skaber den hurtigt fælles referencer og dermed et fællesskab. Man behøver ikke vide en masse på forhånd for at forstå humoren i social satire”.
At den sociale satire dominerer frem for den politiske ditto handler om, at der mangler indhold i dansk politik, mener Torben Steno, der er journalist og vært på P1. Det er efterhånden blevet mere interessant at høre på de politiske kommentatorer frem for politikerne, vurderer han:
“Spin bliver en form for underholdning, fordi der ikke er noget politisk substans mere. Det svarer til, at du ser en fodboldkamp der ender 0-0 - så er det altså mere spændende at høre på kommentatorerne i stedet”.
Ifølge Torben Steno er det én lang taktisk manøvre, der dominerer partierne.
“Der er ikke nogen, der siger, hvad de mener. Derfor er spin mere interessant. Al politik er forudsigelig. Hvis Helle Thorning havde rost Lars Løkke for hans åbningstale i Folketinget tirsdag, var mit tv jo eksploderet,” lyder det fra Torben Steno.
i dag@inforamtion.dk
Fakta
Satirens udvikling på DR2
DR2 går i luften i august 1996
1999 ’Casper og Madrilaftalen’ var den første satire
1999 ’Banjos Likørstue’
2002 ’Rockerne’
2003 ’De uaktuelle nyheder’
2004 ’Drengene fra Angora
2005 ’Wulffmorgenthaler’ om flodhesten Dolph, der opnår kultstatus med udtrykket ’Død ved kølle!’
2006 ’Normalerweize’
2007 ’Yallerup Færgeby’ med dukkerne Ali og Hassan, der skabte debat med udtrykkene: ’Ornli’ syg gangstar’ og ’bøsseluder’
2007 ’Trio van Gogh’
2007 ’Piger på prøveløsladelse’
2009 ’Skråplan’
.Kommentarer
Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.
Tilmeld dig her
God tone i debatten
Peter Hansen siger:
Ja, vi savner den politiske satire; men i gamle dage var der også mere almen satire, f.eks. Buster Larsens ofte refererede ‘lorteland’-replikker og mange deraf udledte figurer i årenes løb.
Hvad der er katastrofalt ved denne egentlig moralistisk baserede ‘satire’, vi ser nu, er, at den jo ikke gør, hvad satire skal: skyder på magthaverne og frigør befolkningen. I al for høj grad udstiller den det dårlige eksempel, hvorved vi alle bliver opmærksomme på, at der er forventninger til os. Det er imidlertid den helt forkerte indsats for folkeopdragelse, der hellere skulle handle om politisk bevidstgørelse, frigørelse og oplysning, oplysning, oplysning.
# 17. april 2009 kl. 23:01.Karsten Aaen siger:
Jeg er ked af at sige det, men jeg synes ikke, at hverken Klovn, Drengene fra Angora, Banjos Likørstue, Piger på Prøveløsladelse eller andre af de nævnte sociale satire programmer er spor sjove, ensige godt produceret tv, endsige godt tv.
Endsige at der er humor i det; det er bare en gang plat omgang teenage-jokes uden nødvendige varme som der er i humoren.
Det er som om at nogen inde i DR og DR2 tror, at fordi man kan sige prut og lort på 7 forskellige måder - og udstille taberfolket, dem der har svært i det her land, og som ikke lever op til, hvordan man skal eller bør opføre sig i dag når fokus åbenbart er på det ydre. (hvorhenne - det må da være i et det bestemte segment i samfundet som enten hedder den kreative klasse eller et delsegment af den livsform som kaldes for den karriere-orienterede livsform…)
Og så vil jeg forøvrigt kalde de uaktuelle nyheder for politisk satire….
Og ja, tjenesten er da meget sjov….nogen gange… Men igen; hvorfor laver man ikke en ordentlig omgang satire på Bendt Bendtsens jagt-ture med golfvogn….eller Claus Hjorts brandert af en tur til Formel 1…
Eller en smule grin med Villy Søvndal som omvendt Nato-tilhænger der nu går ind for Nato. Hvor er de fine karakterer henne der er væsens-forskellige fra de ‘roller’ eller ‘det liv’ eller ‘den måde’ f.eks. Linda P. er til hverdag. Jeg er ganske sikker på (uden at vide det helt) at Linda P. stort set er præcis næsten ligesom den single, hun spiller i Skråplan.
Jeg efterlyser et program, der tør gøre grin med magt-haverne i det her land, udstille dem, tør gøre grin med Kronprinsen, der taler sort, tør gøre grin med hans opstilling til IOC, eller et program som virkelig går i flæsket på Helle Thorning - satirisk.
Satiren er altid rettet mod magthaverne - ikke mod de svage i samfundet…
# 17. april 2009 kl. 23:41.Peter Hansen siger:
Men én gang om året får vi satiren, Karsten Aaen - og det er, når de sender sommerens Cirkusrevy.
# 17. april 2009 kl. 23:49.Søren Kristensen siger:
Kunne det tænkes at den politiske satire har udspillet sin rolle? Qva programmer som f.eks. Jersild og Spin har befolkningen lært sig at gennemskue politikerne og det segment som satiren retter sig mod ved derfor godt at det er moralsk tvivlsomt og satirisk potentiale at Lene Espersen flyver i privatfly og at Bendt Bendtsen går på jagt med erhvervslivet. Det er bare ikke relevant for et publikum (herunder oppositionen) der har opdraget sig selv til at agere på stort set samme måde, hvis de selv kom til fadet. Altså er der, hvis tesen holder, sket et eller andet skred i moralen, som gør at den politiske satire, når den ellers forefindes, forekomme ligegyldig eller som at høre en dårlig taber beklage sig - eller som at høre Helle Thorning Schmidt, for nu selv at forsøge mig i genren (hø, hø). Den dag vi får en slagkraftig opposition får vi selvfølgelig også en slagkraftig satire, men kunsten er som bekendt altid et skridt bag ud for virkeligheden. Hvad skulle den ellers være?
# 18. april 2009 kl. 09:23.Peter Hansen siger:
Søren Kristensen, satiren er aldrig politisk i den forstand, at den taler fra et modsat politisk punkt, den taler udefra, den placerer politikken i en kontekst baseret på fiktion, hvorimod satire, der arbejder med en politisk pointe, sjældent er særlig sjov, fordi den sjældent tager faktisk udgangspunkt i den karikerede situation, men taler fra et andet sted. En af de sjoveste, men også mest nærliggende situationer, jeg erindrer, var fra den uge i 80erne, hvor B&O først talte om deres produkter som livsstilsprodukter, men senere på ugen måtte fyre en række medarbejdere. Pointen blev, at den fyrede måtte levere de af fabrikkens produkter tilbage, han havde, for “det var jo ikke livsstil for en arbejdsløs!”
Tjenesten opererer faktisk tit på den måde med sine indslag, og man kunne bare ønske, at et hold af gode tekstforfattere og gode skuespillere af blandet køn og alder, igen kunne få lov til at udfolde sig.
# 18. april 2009 kl. 10:17.Anders Ejsing siger:
Programmer som Drengene Fra Angora og Piger På Prøveløsladelse er vel i bund og grund en fortsættelse af, hvor Holberg slap tilbage i 1700-tallet. Vi griner af Pim og Henning Primdal omtrent på samme måde som af Jeppe på Bjerget eller Jean de France.
# 18. april 2009 kl. 15:49.Inger Sundsvald siger:
Dansk ’satire’ i tv er p.t. klam.
I ’gamle dage’ havde man en ’idiot’ der stod og råbte ”LORTELAND!”, og gik tæt på magthaverne.
Hvad har vi i dag? – Nogen som optager lyden af sine egne prutter og ”social satire”. Jeg er stået af for længst. ØV!
# 18. april 2009 kl. 16:26.Mona Blenstrup siger:
I “gamle dage” havde vi også Peter Schrøder, der gik helt tæt på kamaraet og hviskede, “det er fanme uhyggelig du”. Disse indslag var satire og samtidigt underholdene.
De der moderne programmer taler heller ikke til min opfattelse af god satire eller underholdning.
Men jeg lader så også være at se dem.
# 18. april 2009 kl. 20:27.Lene Andersen siger:
Det er ærgerligt, at TV ikke gider satse på den politiske satire, men det er derudover virkelig sølle, at den “sociale satire”, som de så vælger at satse på, udelukkende gør grin med de svage.
Hvor er den satire, der tager pis på psykologerne, livsstilsguruerne, ejendomsmæglerne, journalisterne, reklamefolkene, DJØF’erne, mediefolkene og i det hele taget alle med en årsindkomst over 150.000 kroner?
Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, der er nogen af tidens “satirikere”, der har viden nok til at skrive den slags satire, fordi deres dannelsesniveau er for lavt og deres referencerammer for smalle.
Så måske var det også på tide med en satire over den folkeskole, der har sat form over indhold og snydt de seneste to generationer for at gå videre i livet med en kulturel balast ud over Mariehønen Evigglad og Orla Frøsnapper.
- Sammenligningen af nutidens “sociale satire” med Jeppe På Bjerget og Holbergs øvrige komedier holder i øvrigt ikke. Holberg var oplysningstænker, og hans komedier var skam skarp politisk satire, så godt som det nu kunne lade sig gøre i en diktaturstat med censur.
# 18. april 2009 kl. 22:30.Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:
Søren Kristensen:
“Kunne det tænkes at den politiske satire har udspillet sin rolle?”
Det tror jeg du har ret i.
Ikke genren som sådan, men at politikere nu om dage mestendels har så flygtige og overfladiske meninger, er det er alt for lidt substans til at være satirisk over det?
Måske er det grundlæggende problem, at det ikke er muligt at være satirisk over den politiske jargon m.v, da denne langt hen ad vejen er dybt latterlig i sig selv?
Hvad morsomt er der ved en imaginær satire over f.eks., at nogen kræver endnu højere straffe, fordi den udeblevne effekt ved de tidligere straffeskærpelser er udeblevet, med det argument at de tidligere straffeskærpelser ikke var kraftige nok?
Det der kan lave lidt satire over, er overfladiske kendetegn ved politikere. Jelved og håndtasken, Schlüter og gulvtæppet, Fogh og “der er intet at komme efter”, osv. Men den slags satire er der ikke megen substans i…
Satire kan i øvrigt vel kun fungere, hvis personerne der laver satiren, har en betydelig sympati for de personer de gør grin med. Hvis de ikke har en vis kærlighed til deres ofre, tror jeg ikke det er muligt at lave noget der er morsomt. Hvis udpræget sympati for ofrene er et grundvilkår for at kunne lave satire, har jeg meget svært ved at forestille mig effektiv satire, der behandler holdninger hos mange markante politikere, f.eks. Claus Hjorth Frederiksen, Inger Støjberg, Lene Espersen, Brian Mikkelsen, Søren Pind m.fl.
Jeg så helst, at bl.a. DR sørgede for, at deres journalister begyndte at være kritiske overfor politikere og ministre, og ikke umiddelbart tog deres spin og nonsens for gode varer. Det er stærkt tiltrængt.
# 18. april 2009 kl. 22:36.Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:
I oversigten over DR2’s satire programmer, mangler “Angora by Night”. Et program hvor ofte grænseoverskridende eksperimenter blev afprøvet, og leget med.
# 18. april 2009 kl. 22:42.Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:
Også “Wulffs Magasin” mangler. Tsk tsk.
# 18. april 2009 kl. 22:45.Johan Krogh siger:
Jeg er i tvivl om hvorvidt den sociale satire er rettet mod sociale tabere eller mod mediernes brug af reality TV og dokusoaps til at beskrive verden på.
Vi er vidner til at mennesker sælger sine problemer for en smule glam, i en branche der søger at sælge ideen om at kendtheden som det højeste trin på den sociale rangstige.
# 19. april 2009 kl. 12:23.Inger Sundsvald siger:
Faktisk kunne jeg finde det rigtig morsomt med satire over:
”højere straffe, fordi den udeblevne effekt ved de tidligere straffeskærpelser er udeblevet”.
Alt efter hvordan det udføres kunne det være rigtig morsomt. Men da producenterne jo nok stort set er enig i politikken og at der må højere straffe til, vil ’biddet’ nok mangle.
Det kunne også være helt sjovt at hænge medicinalindustrien ud, for at opfinde sygdomme som passer til deres produkter.
Det kunne blive helt folkeoplysende. Egentlig tror jeg at ægte satire dør under borgerlige regeringer, fordi producenterne og tv-stationerne selv i bund og grund er borgerlige.
# 19. april 2009 kl. 12:44.Karsten Aaen siger:
Jeg ville da gerne en nogen spinde en skarp satirisk ende over serier som f.eks. Paradise Hotel.
Det kunne være interessant…
Jeg ved ikke, om den politiske satire er død, men jeg kan da erindre at i 1980erne under Schlüter-regeringen, ja da havde politisk satire både vid og bid.
Det interessante er jo, at en satire-program som The Daily Show i virkeligheden snarere fungerer som reel oplysning for folket, skærer gennem alt crappet og spinnet, og fortæller folk, hvad politikerne i virkeligheden mener. Faktisk tror man jo nogengange at det i hvert fald amerikanske politikere siger lige så godt kunne være for sjov eller udtalt i et satire-show…
# 19. april 2009 kl. 13:00.Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:
Karsten Aaen:
“Det interessante er jo, at en satire-program som The Daily Show i virkeligheden snarere fungerer som reel oplysning for folket, skærer gennem alt crappet og spinnet, og fortæller folk, hvad politikerne i virkeligheden mener.”
Det er muligvis den eneste form for politiske kritik, der kan fungere (blive set og forstået) på TV for tiden?
At kalde The Daily Show for satire er måske ikke helt præcist. Det er mestendels aktuelle politiske kommentarer som er morsomme, interviews der ofte holdes i en munter tone, og en lang række “korrespondenter” der står for det satiriske.
# 19. april 2009 kl. 13:16.Inger Sundsvald siger:
Hvor sjovt er det egentlig med en smule drilleri om habitter og fadbamser?
Eller en julekalender for voksne som hænger Folkeskolen ud som inkompetent og ’pladderhumanistisk’, og ikke mindst med den ”sociale satire” over indvandrere og bimbo-piger, både i julekalenderen og som nu med ’Fucking shit-pigerne’, eller hvad det nu hedder på nudansk.
Der skal da nok være nogen som slår sig på lårene af grin, over dem som ikke er alt for kloge, for det er denne sociale ”satire”, som hitter hos DR2-segmentet.
Det er også muligt at ”Drengene fra Angora” og “Wulffs” eller lignende taler til avancerede seere, men i hvert fald ikke til ’kolonihavefolket’ eller hvad man ellers ynder at kalde ’folket’ derude ved ’kakkelbordene’. Og dermed heller ikke til mig, selv om jeg hverken har kakkelbord eller kolonihave.
Er der egentlig noget at sige til at DF har vind i sejlene? De (lader som om de) tager Birthe fra Valby Langgade alvorligt, og taler et sprog som de fleste kan forstå.
Satire, min bare. I kan få noget Morten Korch og noget Paradise Hotel kan I. The Daily Show er også kun morsom for dem som har insiderviden om amerikansk politik - hvis man ikke er så nøjsom at man bare finder glæde ved Jon’s ansigtsudtryk og de vittigheder man kan opfange i farten.
# 19. april 2009 kl. 13:27.Inger Sundsvald siger:
Jon Stewart gør grin med magthaverne og især konkurrenterne til hans eget show, og intet er helligt. Hverken Sarah Palin eller Obama. Det er nok denne respektløshed som tiltaler, også her i Danmark. I hvert fald mig.
Men hvad har det at gøre med Danmark? Og hvad kommer det ”Birthe fra Valby Langgade” ved?
Jeg kan da huske, da jeg engang i tidernes morgen holdt Aktuelt, og senere Det fri Aktuelt. Avisen blev mere og mere borgerlig og ’langhåret’, så det til sidst ikke var muligt at læse og forstå en helt almindelig artikel om politik, økonomi og ’udenlandske’ spørgsmål.
Oplysning er godt, og også satire, men hvad nytter det når aviser og tv bliver så uforståelige for ”Brian”, at han helt holder op med at købe aviser, bortset fra BT og EB og kun ser ’lettilgængelige’ tv-udsendelser og film, som er udvalgt for at holde både ham og ”Birthe” i uvidenhed?
Jeg måtte jo erstatte Aktuelt med både Politiken og Information for, stort set og for det meste, at kunne få forståelige input af meget varieret art.
Den mest respektløse på Politiken er Roald Als, og den mest respektløse på Information er Georg Metz. Må Gaia bevare dem!
Jeg er helt sikkert ikke selv den skarpeste knib i skuffen (desværre ;-) men noget forstår jeg dog, og hvis jeg ikke helt skal spare pengene til aviser og licens, så er jeg overladt til, på egne og andres vegne, at håbe det bedste. Skråplan, hvem?
# 19. april 2009 kl. 14:35.Claus Rasmussen siger:
Det kan godt være, at politisk satire er svært (og dyrt), men det er ikke det eneste alternativ til nuværende sociale satire. Alternativet er en social satire, der retter sig mod eliten. Hvorfor er det så sjældent at den sociale satire retter sig mod andet end samfundets bund ? Er det den kreative klasses hovmod og foragt for samfundets brede klasser, der skinner igennem ?
# 19. april 2009 kl. 15:16.Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:
Inger Sundsvald:
“Der skal da nok være nogen som slår sig på lårene af grin, over dem som ikke er alt for kloge, for det er denne sociale ”satire”, som hitter hos DR2-segmentet.”
Nej, det morsomme er personkarakteristikkerne. De dygtige skuespillere viser os, at mennesker er latterlige, utroværdige, selvhøjtidelige eller noget andet. De skræller lagene af nogle (imaginære) personer eller persontyper, og viser os nogle absurde, karikerede træk ved disse, og dermed os selv og alle andre.
Jeg synes at niveauet er ganske fornemt på DR2.
# 19. april 2009 kl. 15:28.Inger Sundsvald siger:
Det jeg har imod især tv, er det ’åndshovmod’ der hersker. Den meget avancerede ”satire” eller den direkte leflen for ’den indre svinehund’, og det platte og vulgære sprogbrug - som ikke ligger så forfærdelig langt fra hinanden indbyrdes. Og så den ’trend’ der i de senere år er kommet med ikke bare at være respektløs, men direkte uhøflig og vulgær i omtalen og tiltalen af andre mennesker. Dét er det Danmark nutidens børn vokser op i.
Enhver har lov til at opføre sig så ubehøvlet som de vil. En udsendelse som ”Min italienske drøm” demonstrerer fuldt ud hvad jeg mener. Nutidens danskere er helt uegnet til at begå sig i andre lande, selv i EU-lande, og måske oven i købet blandt andre mennesker her i landet.
”Min italienske drøm” er i virkeligheden satire for fuld udblæsning. Danskerne forstår ikke reglerne i en lille italiensk by. Hvordan skulle de dog kunne det, selv med deres forudsætninger? Kontrasten er måden vi selv behandler ’de fremmede’ på her i Danmark.
Kald mig bare for en gammel moralist. Men nå, ja, noget kom der da ud af tv’s program, oven i købet lidt underholdende med konkurrencemomentet indlagt, og det er jo ikke så galt, for her er det samfundets ’elite’ (bevar mig vel) som bliver hængt til tørre på de italienske tørresnore.
# 19. april 2009 kl. 15:29.Inger Sundsvald siger:
Heinrich R
På trods af hvad jeg lige har skrevet, så er der så at sige aldrig at:
”De dygtige skuespillere viser os, at mennesker er latterlige, utroværdige, selvhøjtidelige …”
i hvert fald ikke når det drejer sig om den såkaldte ’elite’.
Mennesket ER en latterlig, utroværdig og selvhøjtidelig konstruktion. Især her i Danmark.
# 19. april 2009 kl. 15:38.Inger Sundsvald siger:
Claus Rasmussen
Min opfattelse er bestemt, at det er ”samfundets bund” satiren retter sig imod, og at det er ”den kreative klasses hovmod og foragt for samfundets brede klasser, der skinner igennem”.
# 19. april 2009 kl. 15:46.Peter Brix siger:
Det interessante ved den “sociale satire” er vel primært, at den samtidig er opdragende? Når vi griner af Kenned eller en af de andre “tabere”, så griner vi i virkeligheden af deres klasse, deres “stil” (komisk overdreven, naturligvis) og deres dumhed. Vi griner så sandelig ikke af det system, der producerer denne type mennesker - selv om nogle er endda temmelig tæt på virkeligheden.
Jeg havde selv en ganske interessant oplevelse på en ferie til USA, hvor jeg mødte og snakkede med et engelsk/amerikansk ægtepar, som for nylig var flyttet tilbage til USA. Jeg spurgte i begejstring, om ikke også de morede sig over det britiske satire/comedy show, Little Britain. Det gjorde de så absolut ikke. Bestemt ikke på grund af dårlige skuespillere, eller utroværdige karakterer - men derimod på grund af de troværdige karakterer! At tilstandene i mange tilfælde i England kunne konkurrere med de udstillede eksempler, det var ganske enkelt tragisk, ikke morsomt.
Og på nøjagtig samme måde herhjemme. For hvad er det sjove ved at grine over for lavt et uddannelsesniveau, når det er virkeligheden? Social satire er nedrakken på det individuelle menneske, ikke en kritik af det samfund, der former individet. Og det gør det i sig selv tragikomisk.
Overklassen/eliten går naturligvis ram forbi (med den mulige undtagelse af Normalerweizes “Snobben”), for der er jo ikke det samme potentiale for komiske tabere på samme måde. Derfor har vi i høj grad brug for den politiske satire i Danmark! Humoren og satiren har alle dage været dét redskab, der kunne tillade sig noget - der kunne komme bag fernissen og genere magthaverne - og det mangler vi sgu! Ind i mellem ser og hører man politiske udtalelser, der i sig selv er sjove - eller ville være det, hvis ikke de var alvorlige. For en befolkning er det sundt at få lov til at grine over latterlige ting; ellers ophører de med at være latterlige, og politikerne kan slippe af sted med hvad som helst (og det gør de!).
De uaktuelle nyheder er et genkig værd for dem, der skal løfte arven. Undskyldningen at det er for dyrt, tag og drop den.
Og for dem, der nyder The Daily Show (jeg selv inklusive), kan jeg varmt anbefale Stewart og holdets bog, A Citizens Guide to Democracy, da den netop giver den nødvendige indførsel i det amerikanske system, der er nødvendig i programmet.
Tidligere korrespondent og nu vært, Stephen Colbert, kan også anbefales - The Colbert Report og The Daily Show kan begge ses dagen efter udsendelse på comedycentral.com.
# 21. april 2009 kl. 12:04.Kim Gram siger:
A’propos tildækning og kritik af religion: Nogle gange kan nogen ting være SÅ åbenlyse at de overses:
Kurt Westergaard fortsætter jo egentligt blot en god gammel kulturtradition.
Mange har undret sig over at Michelangelo’ s
statue af Moses har et horn i panden -
man har forsøgt at forklare det med en oversættelsesfejl imellem de hebraiske ord for hhv. lys og horn - meeenn måske
ønskede Michelangelo bare et efterlade et temmeligt åbenlyst budskab for alverden.
–-
Har i øvrigt hørt at en eller anden jødisk datalog ønsker et forbud imod videre forskning i KUNSTig intelligens.
# 21. april 2009 kl. 12:15.Kim Gram siger:
Tjaaee ? Hvad kunne vel være mere naturligt end: Horn ?
# 21. april 2009 kl. 12:46.Kim Gram siger:
Intelligent kunst kan jo sagtens lade sig gøre,
og da der jo aldrig kan være liv uden kamp - må vi hellere bringe krigen ind i kunsten.
# 21. april 2009 kl. 13:09.Anders Ejsing siger:
Det kunne være interessant, hvis nogen lavede en politisk/social satire over folk, der sidder bag tastaturet med korslagte arme og vrisser over, at tiderne skifter.
Nå, men jeg kan sagtens se pointen med, at det ofte kun er de svage, der står for skud i DR’s satireprogrammer. Det er jeg faktisk ganske enig i - alene normalitetskonceptet kan der vel satiriseres en hel del over. Jeg vil dog mene, at man godt kan finde politisk satiriske elementer i nogle af de såkaldte sociale satireprogrammer, der er blevet sendt på DR2 i de senere år.
Hvis vi nu f.eks. tager fat i cykelbossen Henning Primdahl fra Drengene Fra Angora, så udstillede han jo bl.a. en helt masse fordomme om folk fra andre lande i det afsnit, hvor cykelholdet er i Polen for at søge sponsorer. Det ER skam politisk satire, bare ikke baseret på konkrete folketingspolitikere. Og som man sagde i 70’erne: Alt er politisk.
# 23. april 2009 kl. 21:07.Kim Gram siger:
@Anders Ejsing
Det er dog også noget med at al sprogbrug uungåligt er mangetydig og med “indbyggede”
modsigelser.
Altså også kritiske og satiriske udmeldinger over for det og det - Eks. : “Dansk satire er virkeligt i særklasse - jeg har i hvert fald aldrig før oplevet noget lignende.”
# 25. april 2009 kl. 05:38.Peter Hansen siger:
En hel del af det, der umuliggør politisk satire for tiden, er jo, at en egentlig bred politisk debat er død. Det er jo ikke sjovt, når folk ikke i tv-avisen allerede er blevet bekendt med udsagn og problemstillinger, man kan lave satire på. Og den rystende urimelige privatisering af landets politik, den siddende regering har stået for (står for?), den manglende deltagelse og interesse fra brede dele af befolkningen, der er travlt optaget af småbitte detaljer i hverdagen i stedet for helheden, gør det faktisk svært.
Hvor mange ville som jeg finde denne vits den morsomste, de har hørt i lang tid: “I regeringsrokaden var Helge Sander som forskningsminister den største overraskelse”?
# 25. april 2009 kl. 08:54.Henrik Herskind Abonnent siger:
“Snobben” er - som nævnt ovenfor - et eksempel på social satire, der er rettet opad i samfundet. Vi har denne ene skuespiller, som har gjort nedrakningen af overklassen til sit varemærke enten på sin lystyacht i Normalerweize eller i et nuværende radioprogram. Det bliver dog lidt ensformigt i længden
Tivolirevyen var en tynd kop the denne gang. Der var desværre heller ikke meget at hente.
“Korrespondenterne” i The Daily Show er ganske rigtigt morsomme.
Men hvad med Doonesbury? Jeg husker engang, hvor vi fik historien om en af de diktatorer, der hygger sig med at torturere folk, som USA tror, de ikke kan lide. Det var sort humor, så det gjalder. Det kan da godt sættes op for TV!
Hellig er der imidlertid ikke grund til at stille sig an: Personligt nød jeg Normalerweize og Rockerne. Tophittet Klovn er dog til at brække sig over.
# 27. april 2009 kl. 01:13.Peter Hansen siger:
Netop Normalerweize har jo også situationskomikken, der rummer rigtig satire - f.eks. genre-satiren over soaps i den dog lidt for langt udtrukne med Hella Joof. Derimod var den russiske bordelmutter på iværksætterstøte rigtig, rigtig sjov, måske fordi den mest af alt gjorde grin med tendensen til at anprise varer som bedre, end de er.
Nu synes den klassiske ansvarligholdelse af politikerne dog at vende tilbage (Karen Ellemann i DR1s ugemagasin) og dermed vel også basis for klassisk satire.
Satireprogrammet -Skråplan' havde premiere i aftes og er med Linda P. og Christina Sederqvist. De to hovedaktører optræder udklædt som et meget varieret persongalleri, som ofte er lidt stakkels og pinlige. Her ses de som de to selvfede og kræsne singler Bruno og Nalle.Foto: DR/Per ArnesenAf: Annica Caroline Carlsen, Marta Sørensen
17. april 2009 | Om denne artikel
Lagt på information.dk 17. april 2009 kl. 20:15. Bragt i den trykte udgave 18. april 2009. Senest opdateret 13. august 2009 kl. 00:18.
Opslag til denne artikelEmneord: fjernsyn, satire
Personer: Lars Løkke Rasmussen, Linda P
Organisationer: Aarhus Universitet, DR, Folketinget
Steder: Danmark
Vi har grinet af den forsumpede hasher Ilmer, der ‘baskeskæv’ røg endnu en ‘optursfed’ og det pinlige cykelhold ‘Team Easy on’ med Henning Primdahl i spidsen. Banjos Likørstue og Drengene fra Angora er arketypiske programeksempler på social satire. Det er de skæve eksistenser som Ilmer og pinlige typer som Henning Primdahl, der kendetegner den type satire. I mellemtiden er den politiske satire blevet svær at få øje på - men den er der.
I aftes kunne DR2’s afdeling for spøg og skæmt igen præsentere en omgang social satire, da programmet Skråplan med komikerne Christina Sederqvist og Linda P. havde premiere. Omdrejningspunktet i den sociale satire er karakterer, som for eksempel de kiksede, men kræsne singler ‘Bruno’ og ‘Nalle’ - typer vi alle kan relatere til.
Linda P. beskriver over for Information programmet:
“Det er samme humor som Piger på Prøveløsladelse, men med knap så meget fjabbeladesnak - for så kan morfar også være med”.
Hun påpeger, at folk tit er bange for det, der er nyt. Derfor har hun og makkeren Christina for en kort bemærkning valgt at beholde karaktererne ‘Winnie’ og ‘Karina’ fra deres tidligere program Piger på Prøveløsladelse .
At grine af andre
Årsagen til, at social satire, hvor man gør grin med pinlige tabere, er en succes, er, at den sociale dagsorden og dens spilleregler i dagens Danmark fylder meget. Fokus er stift rettet mod det perfekte ydre, det gode job og den ideelle partner. I det hele taget stiller samfundet større krav til individet, mener Hanne Bruun, der er lektor ved Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet. Derfor er det også befriende at se en karakter som cykeltræneren Henning Primdahl, der overtræder de sociale spilleregler, når han tager doping og i øvrigt er totalt blottet for situationsfornemmelse.
“I dag skuer satiren indad - vi griner i stedet af de ting, vi genkender i os selv, og vi griner med os selv. Det var omvendt i den traditionelle satire, der startede helt tilbage i 60’erne med programmer som Hov-hov, hvor man skuede ud og lod politikere stå for skud”.
Politisk satire lever
Hanne Bruun mener, at den politiske satire står i skyggen af den sociale. Der er ikke nødvendigvis blevet mindre politisk satire, men der er kommet meget mere social satire med programmer som for eksempel Trio Van Gogh og Piger på Prøveløsladelse.
En af grundene til, at den traditionelle politiske satire er på retræte, er, at partiernes politik i højere grad er smeltet sammen, hvilket giver satiren vanskeligere levevilkår.
“Det er svært at finde et fast partipolitisk udgangspunkt i den danske tv-satire. Alt og alle kan i princippet blive genstand for satire, hvis blot man gør sig skyldig i én eller anden form for normativ provokation eller overskridelse,” fastslår Hanne Bruun.
Peter Gren Larsen er satireredaktør på DR2. Han mener ikke, at den politiske satire er forsvundet - den har bare ændret karakter. Han peger på programmer som Selvsving på P1 og Tjenesten på DR2 som direkte eksempler på politisk satire med Christiansborg som omdrejningspunkt. For ham at se, spreder den politiske satire sig over et bredere felt i dag. Den er blevet mere subtil og derfor sværere at få øje på.
“Den politiske satire, vi ser i dag, handler om samfundets trends og tendenser - ikke kun det, der sker på Christiansborg. Jeg vil hellere kalde det for samfundsrelateret satire”.
Han mener, at den sociale satire har bedre levevilkår, fordi folk har lettere ved at se gennem fingre med enkelte ting, der ikke er sjove. Den sociale satire spiller på genkendelighed, og fordi satireformen ikke forudsætter, at man ved en masse, inden man kigger med, bliver der også skruet ned for forventningerne,” siger Peter Gren Larsen, DR2’s satireredaktør.
Det synspunkt er lektor i medievidenskab, Hanne Bruun, enig i. Hun understreger, at satire er blevet meget mere bredspektret. Det er ikke længere kun én genre, man kalder satire, men flere.
“Den sociale dagsorden fylder mere i dag. Den spiller på, at vi har en viden om, hvordan man bør opføre sig, hvornår noget er pinligt, og hvor svært det er at være menneske under bestemte betingelser. Vi kan lettere blive enige om den sociale satire, og derfor skaber den hurtigt fælles referencer og dermed et fællesskab. Man behøver ikke vide en masse på forhånd for at forstå humoren i social satire”.
At den sociale satire dominerer frem for den politiske ditto handler om, at der mangler indhold i dansk politik, mener Torben Steno, der er journalist og vært på P1. Det er efterhånden blevet mere interessant at høre på de politiske kommentatorer frem for politikerne, vurderer han:
“Spin bliver en form for underholdning, fordi der ikke er noget politisk substans mere. Det svarer til, at du ser en fodboldkamp der ender 0-0 - så er det altså mere spændende at høre på kommentatorerne i stedet”.
Ifølge Torben Steno er det én lang taktisk manøvre, der dominerer partierne.
“Der er ikke nogen, der siger, hvad de mener. Derfor er spin mere interessant. Al politik er forudsigelig. Hvis Helle Thorning havde rost Lars Løkke for hans åbningstale i Folketinget tirsdag, var mit tv jo eksploderet,” lyder det fra Torben Steno.
i dag@inforamtion.dk
Fakta
Satirens udvikling på DR2
DR2 går i luften i august 1996
1999 ’Casper og Madrilaftalen’ var den første satire
1999 ’Banjos Likørstue’
2002 ’Rockerne’
2003 ’De uaktuelle nyheder’
2004 ’Drengene fra Angora
2005 ’Wulffmorgenthaler’ om flodhesten Dolph, der opnår kultstatus med udtrykket ’Død ved kølle!’
2006 ’Normalerweize’
2007 ’Yallerup Færgeby’ med dukkerne Ali og Hassan, der skabte debat med udtrykkene: ’Ornli’ syg gangstar’ og ’bøsseluder’
2007 ’Trio van Gogh’
2007 ’Piger på prøveløsladelse’
2009 ’Skråplan’
.Kommentarer
Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.
Tilmeld dig her
God tone i debatten
Peter Hansen siger:
Ja, vi savner den politiske satire; men i gamle dage var der også mere almen satire, f.eks. Buster Larsens ofte refererede ‘lorteland’-replikker og mange deraf udledte figurer i årenes løb.
Hvad der er katastrofalt ved denne egentlig moralistisk baserede ‘satire’, vi ser nu, er, at den jo ikke gør, hvad satire skal: skyder på magthaverne og frigør befolkningen. I al for høj grad udstiller den det dårlige eksempel, hvorved vi alle bliver opmærksomme på, at der er forventninger til os. Det er imidlertid den helt forkerte indsats for folkeopdragelse, der hellere skulle handle om politisk bevidstgørelse, frigørelse og oplysning, oplysning, oplysning.
# 17. april 2009 kl. 23:01.Karsten Aaen siger:
Jeg er ked af at sige det, men jeg synes ikke, at hverken Klovn, Drengene fra Angora, Banjos Likørstue, Piger på Prøveløsladelse eller andre af de nævnte sociale satire programmer er spor sjove, ensige godt produceret tv, endsige godt tv.
Endsige at der er humor i det; det er bare en gang plat omgang teenage-jokes uden nødvendige varme som der er i humoren.
Det er som om at nogen inde i DR og DR2 tror, at fordi man kan sige prut og lort på 7 forskellige måder - og udstille taberfolket, dem der har svært i det her land, og som ikke lever op til, hvordan man skal eller bør opføre sig i dag når fokus åbenbart er på det ydre. (hvorhenne - det må da være i et det bestemte segment i samfundet som enten hedder den kreative klasse eller et delsegment af den livsform som kaldes for den karriere-orienterede livsform…)
Og så vil jeg forøvrigt kalde de uaktuelle nyheder for politisk satire….
Og ja, tjenesten er da meget sjov….nogen gange… Men igen; hvorfor laver man ikke en ordentlig omgang satire på Bendt Bendtsens jagt-ture med golfvogn….eller Claus Hjorts brandert af en tur til Formel 1…
Eller en smule grin med Villy Søvndal som omvendt Nato-tilhænger der nu går ind for Nato. Hvor er de fine karakterer henne der er væsens-forskellige fra de ‘roller’ eller ‘det liv’ eller ‘den måde’ f.eks. Linda P. er til hverdag. Jeg er ganske sikker på (uden at vide det helt) at Linda P. stort set er præcis næsten ligesom den single, hun spiller i Skråplan.
Jeg efterlyser et program, der tør gøre grin med magt-haverne i det her land, udstille dem, tør gøre grin med Kronprinsen, der taler sort, tør gøre grin med hans opstilling til IOC, eller et program som virkelig går i flæsket på Helle Thorning - satirisk.
Satiren er altid rettet mod magthaverne - ikke mod de svage i samfundet…
# 17. april 2009 kl. 23:41.Peter Hansen siger:
Men én gang om året får vi satiren, Karsten Aaen - og det er, når de sender sommerens Cirkusrevy.
# 17. april 2009 kl. 23:49.Søren Kristensen siger:
Kunne det tænkes at den politiske satire har udspillet sin rolle? Qva programmer som f.eks. Jersild og Spin har befolkningen lært sig at gennemskue politikerne og det segment som satiren retter sig mod ved derfor godt at det er moralsk tvivlsomt og satirisk potentiale at Lene Espersen flyver i privatfly og at Bendt Bendtsen går på jagt med erhvervslivet. Det er bare ikke relevant for et publikum (herunder oppositionen) der har opdraget sig selv til at agere på stort set samme måde, hvis de selv kom til fadet. Altså er der, hvis tesen holder, sket et eller andet skred i moralen, som gør at den politiske satire, når den ellers forefindes, forekomme ligegyldig eller som at høre en dårlig taber beklage sig - eller som at høre Helle Thorning Schmidt, for nu selv at forsøge mig i genren (hø, hø). Den dag vi får en slagkraftig opposition får vi selvfølgelig også en slagkraftig satire, men kunsten er som bekendt altid et skridt bag ud for virkeligheden. Hvad skulle den ellers være?
# 18. april 2009 kl. 09:23.Peter Hansen siger:
Søren Kristensen, satiren er aldrig politisk i den forstand, at den taler fra et modsat politisk punkt, den taler udefra, den placerer politikken i en kontekst baseret på fiktion, hvorimod satire, der arbejder med en politisk pointe, sjældent er særlig sjov, fordi den sjældent tager faktisk udgangspunkt i den karikerede situation, men taler fra et andet sted. En af de sjoveste, men også mest nærliggende situationer, jeg erindrer, var fra den uge i 80erne, hvor B&O først talte om deres produkter som livsstilsprodukter, men senere på ugen måtte fyre en række medarbejdere. Pointen blev, at den fyrede måtte levere de af fabrikkens produkter tilbage, han havde, for “det var jo ikke livsstil for en arbejdsløs!”
Tjenesten opererer faktisk tit på den måde med sine indslag, og man kunne bare ønske, at et hold af gode tekstforfattere og gode skuespillere af blandet køn og alder, igen kunne få lov til at udfolde sig.
# 18. april 2009 kl. 10:17.Anders Ejsing siger:
Programmer som Drengene Fra Angora og Piger På Prøveløsladelse er vel i bund og grund en fortsættelse af, hvor Holberg slap tilbage i 1700-tallet. Vi griner af Pim og Henning Primdal omtrent på samme måde som af Jeppe på Bjerget eller Jean de France.
# 18. april 2009 kl. 15:49.Inger Sundsvald siger:
Dansk ’satire’ i tv er p.t. klam.
I ’gamle dage’ havde man en ’idiot’ der stod og råbte ”LORTELAND!”, og gik tæt på magthaverne.
Hvad har vi i dag? – Nogen som optager lyden af sine egne prutter og ”social satire”. Jeg er stået af for længst. ØV!
# 18. april 2009 kl. 16:26.Mona Blenstrup siger:
I “gamle dage” havde vi også Peter Schrøder, der gik helt tæt på kamaraet og hviskede, “det er fanme uhyggelig du”. Disse indslag var satire og samtidigt underholdene.
De der moderne programmer taler heller ikke til min opfattelse af god satire eller underholdning.
Men jeg lader så også være at se dem.
# 18. april 2009 kl. 20:27.Lene Andersen siger:
Det er ærgerligt, at TV ikke gider satse på den politiske satire, men det er derudover virkelig sølle, at den “sociale satire”, som de så vælger at satse på, udelukkende gør grin med de svage.
Hvor er den satire, der tager pis på psykologerne, livsstilsguruerne, ejendomsmæglerne, journalisterne, reklamefolkene, DJØF’erne, mediefolkene og i det hele taget alle med en årsindkomst over 150.000 kroner?
Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, der er nogen af tidens “satirikere”, der har viden nok til at skrive den slags satire, fordi deres dannelsesniveau er for lavt og deres referencerammer for smalle.
Så måske var det også på tide med en satire over den folkeskole, der har sat form over indhold og snydt de seneste to generationer for at gå videre i livet med en kulturel balast ud over Mariehønen Evigglad og Orla Frøsnapper.
- Sammenligningen af nutidens “sociale satire” med Jeppe På Bjerget og Holbergs øvrige komedier holder i øvrigt ikke. Holberg var oplysningstænker, og hans komedier var skam skarp politisk satire, så godt som det nu kunne lade sig gøre i en diktaturstat med censur.
# 18. april 2009 kl. 22:30.Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:
Søren Kristensen:
“Kunne det tænkes at den politiske satire har udspillet sin rolle?”
Det tror jeg du har ret i.
Ikke genren som sådan, men at politikere nu om dage mestendels har så flygtige og overfladiske meninger, er det er alt for lidt substans til at være satirisk over det?
Måske er det grundlæggende problem, at det ikke er muligt at være satirisk over den politiske jargon m.v, da denne langt hen ad vejen er dybt latterlig i sig selv?
Hvad morsomt er der ved en imaginær satire over f.eks., at nogen kræver endnu højere straffe, fordi den udeblevne effekt ved de tidligere straffeskærpelser er udeblevet, med det argument at de tidligere straffeskærpelser ikke var kraftige nok?
Det der kan lave lidt satire over, er overfladiske kendetegn ved politikere. Jelved og håndtasken, Schlüter og gulvtæppet, Fogh og “der er intet at komme efter”, osv. Men den slags satire er der ikke megen substans i…
Satire kan i øvrigt vel kun fungere, hvis personerne der laver satiren, har en betydelig sympati for de personer de gør grin med. Hvis de ikke har en vis kærlighed til deres ofre, tror jeg ikke det er muligt at lave noget der er morsomt. Hvis udpræget sympati for ofrene er et grundvilkår for at kunne lave satire, har jeg meget svært ved at forestille mig effektiv satire, der behandler holdninger hos mange markante politikere, f.eks. Claus Hjorth Frederiksen, Inger Støjberg, Lene Espersen, Brian Mikkelsen, Søren Pind m.fl.
Jeg så helst, at bl.a. DR sørgede for, at deres journalister begyndte at være kritiske overfor politikere og ministre, og ikke umiddelbart tog deres spin og nonsens for gode varer. Det er stærkt tiltrængt.
# 18. april 2009 kl. 22:36.Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:
I oversigten over DR2’s satire programmer, mangler “Angora by Night”. Et program hvor ofte grænseoverskridende eksperimenter blev afprøvet, og leget med.
# 18. april 2009 kl. 22:42.Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:
Også “Wulffs Magasin” mangler. Tsk tsk.
# 18. april 2009 kl. 22:45.Johan Krogh siger:
Jeg er i tvivl om hvorvidt den sociale satire er rettet mod sociale tabere eller mod mediernes brug af reality TV og dokusoaps til at beskrive verden på.
Vi er vidner til at mennesker sælger sine problemer for en smule glam, i en branche der søger at sælge ideen om at kendtheden som det højeste trin på den sociale rangstige.
# 19. april 2009 kl. 12:23.Inger Sundsvald siger:
Faktisk kunne jeg finde det rigtig morsomt med satire over:
”højere straffe, fordi den udeblevne effekt ved de tidligere straffeskærpelser er udeblevet”.
Alt efter hvordan det udføres kunne det være rigtig morsomt. Men da producenterne jo nok stort set er enig i politikken og at der må højere straffe til, vil ’biddet’ nok mangle.
Det kunne også være helt sjovt at hænge medicinalindustrien ud, for at opfinde sygdomme som passer til deres produkter.
Det kunne blive helt folkeoplysende. Egentlig tror jeg at ægte satire dør under borgerlige regeringer, fordi producenterne og tv-stationerne selv i bund og grund er borgerlige.
# 19. april 2009 kl. 12:44.Karsten Aaen siger:
Jeg ville da gerne en nogen spinde en skarp satirisk ende over serier som f.eks. Paradise Hotel.
Det kunne være interessant…
Jeg ved ikke, om den politiske satire er død, men jeg kan da erindre at i 1980erne under Schlüter-regeringen, ja da havde politisk satire både vid og bid.
Det interessante er jo, at en satire-program som The Daily Show i virkeligheden snarere fungerer som reel oplysning for folket, skærer gennem alt crappet og spinnet, og fortæller folk, hvad politikerne i virkeligheden mener. Faktisk tror man jo nogengange at det i hvert fald amerikanske politikere siger lige så godt kunne være for sjov eller udtalt i et satire-show…
# 19. april 2009 kl. 13:00.Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:
Karsten Aaen:
“Det interessante er jo, at en satire-program som The Daily Show i virkeligheden snarere fungerer som reel oplysning for folket, skærer gennem alt crappet og spinnet, og fortæller folk, hvad politikerne i virkeligheden mener.”
Det er muligvis den eneste form for politiske kritik, der kan fungere (blive set og forstået) på TV for tiden?
At kalde The Daily Show for satire er måske ikke helt præcist. Det er mestendels aktuelle politiske kommentarer som er morsomme, interviews der ofte holdes i en munter tone, og en lang række “korrespondenter” der står for det satiriske.
# 19. april 2009 kl. 13:16.Inger Sundsvald siger:
Hvor sjovt er det egentlig med en smule drilleri om habitter og fadbamser?
Eller en julekalender for voksne som hænger Folkeskolen ud som inkompetent og ’pladderhumanistisk’, og ikke mindst med den ”sociale satire” over indvandrere og bimbo-piger, både i julekalenderen og som nu med ’Fucking shit-pigerne’, eller hvad det nu hedder på nudansk.
Der skal da nok være nogen som slår sig på lårene af grin, over dem som ikke er alt for kloge, for det er denne sociale ”satire”, som hitter hos DR2-segmentet.
Det er også muligt at ”Drengene fra Angora” og “Wulffs” eller lignende taler til avancerede seere, men i hvert fald ikke til ’kolonihavefolket’ eller hvad man ellers ynder at kalde ’folket’ derude ved ’kakkelbordene’. Og dermed heller ikke til mig, selv om jeg hverken har kakkelbord eller kolonihave.
Er der egentlig noget at sige til at DF har vind i sejlene? De (lader som om de) tager Birthe fra Valby Langgade alvorligt, og taler et sprog som de fleste kan forstå.
Satire, min bare. I kan få noget Morten Korch og noget Paradise Hotel kan I. The Daily Show er også kun morsom for dem som har insiderviden om amerikansk politik - hvis man ikke er så nøjsom at man bare finder glæde ved Jon’s ansigtsudtryk og de vittigheder man kan opfange i farten.
# 19. april 2009 kl. 13:27.Inger Sundsvald siger:
Jon Stewart gør grin med magthaverne og især konkurrenterne til hans eget show, og intet er helligt. Hverken Sarah Palin eller Obama. Det er nok denne respektløshed som tiltaler, også her i Danmark. I hvert fald mig.
Men hvad har det at gøre med Danmark? Og hvad kommer det ”Birthe fra Valby Langgade” ved?
Jeg kan da huske, da jeg engang i tidernes morgen holdt Aktuelt, og senere Det fri Aktuelt. Avisen blev mere og mere borgerlig og ’langhåret’, så det til sidst ikke var muligt at læse og forstå en helt almindelig artikel om politik, økonomi og ’udenlandske’ spørgsmål.
Oplysning er godt, og også satire, men hvad nytter det når aviser og tv bliver så uforståelige for ”Brian”, at han helt holder op med at købe aviser, bortset fra BT og EB og kun ser ’lettilgængelige’ tv-udsendelser og film, som er udvalgt for at holde både ham og ”Birthe” i uvidenhed?
Jeg måtte jo erstatte Aktuelt med både Politiken og Information for, stort set og for det meste, at kunne få forståelige input af meget varieret art.
Den mest respektløse på Politiken er Roald Als, og den mest respektløse på Information er Georg Metz. Må Gaia bevare dem!
Jeg er helt sikkert ikke selv den skarpeste knib i skuffen (desværre ;-) men noget forstår jeg dog, og hvis jeg ikke helt skal spare pengene til aviser og licens, så er jeg overladt til, på egne og andres vegne, at håbe det bedste. Skråplan, hvem?
# 19. april 2009 kl. 14:35.Claus Rasmussen siger:
Det kan godt være, at politisk satire er svært (og dyrt), men det er ikke det eneste alternativ til nuværende sociale satire. Alternativet er en social satire, der retter sig mod eliten. Hvorfor er det så sjældent at den sociale satire retter sig mod andet end samfundets bund ? Er det den kreative klasses hovmod og foragt for samfundets brede klasser, der skinner igennem ?
# 19. april 2009 kl. 15:16.Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:
Inger Sundsvald:
“Der skal da nok være nogen som slår sig på lårene af grin, over dem som ikke er alt for kloge, for det er denne sociale ”satire”, som hitter hos DR2-segmentet.”
Nej, det morsomme er personkarakteristikkerne. De dygtige skuespillere viser os, at mennesker er latterlige, utroværdige, selvhøjtidelige eller noget andet. De skræller lagene af nogle (imaginære) personer eller persontyper, og viser os nogle absurde, karikerede træk ved disse, og dermed os selv og alle andre.
Jeg synes at niveauet er ganske fornemt på DR2.
# 19. april 2009 kl. 15:28.Inger Sundsvald siger:
Det jeg har imod især tv, er det ’åndshovmod’ der hersker. Den meget avancerede ”satire” eller den direkte leflen for ’den indre svinehund’, og det platte og vulgære sprogbrug - som ikke ligger så forfærdelig langt fra hinanden indbyrdes. Og så den ’trend’ der i de senere år er kommet med ikke bare at være respektløs, men direkte uhøflig og vulgær i omtalen og tiltalen af andre mennesker. Dét er det Danmark nutidens børn vokser op i.
Enhver har lov til at opføre sig så ubehøvlet som de vil. En udsendelse som ”Min italienske drøm” demonstrerer fuldt ud hvad jeg mener. Nutidens danskere er helt uegnet til at begå sig i andre lande, selv i EU-lande, og måske oven i købet blandt andre mennesker her i landet.
”Min italienske drøm” er i virkeligheden satire for fuld udblæsning. Danskerne forstår ikke reglerne i en lille italiensk by. Hvordan skulle de dog kunne det, selv med deres forudsætninger? Kontrasten er måden vi selv behandler ’de fremmede’ på her i Danmark.
Kald mig bare for en gammel moralist. Men nå, ja, noget kom der da ud af tv’s program, oven i købet lidt underholdende med konkurrencemomentet indlagt, og det er jo ikke så galt, for her er det samfundets ’elite’ (bevar mig vel) som bliver hængt til tørre på de italienske tørresnore.
# 19. april 2009 kl. 15:29.Inger Sundsvald siger:
Heinrich R
På trods af hvad jeg lige har skrevet, så er der så at sige aldrig at:
”De dygtige skuespillere viser os, at mennesker er latterlige, utroværdige, selvhøjtidelige …”
i hvert fald ikke når det drejer sig om den såkaldte ’elite’.
Mennesket ER en latterlig, utroværdig og selvhøjtidelig konstruktion. Især her i Danmark.
# 19. april 2009 kl. 15:38.Inger Sundsvald siger:
Claus Rasmussen
Min opfattelse er bestemt, at det er ”samfundets bund” satiren retter sig imod, og at det er ”den kreative klasses hovmod og foragt for samfundets brede klasser, der skinner igennem”.
# 19. april 2009 kl. 15:46.Peter Brix siger:
Det interessante ved den “sociale satire” er vel primært, at den samtidig er opdragende? Når vi griner af Kenned eller en af de andre “tabere”, så griner vi i virkeligheden af deres klasse, deres “stil” (komisk overdreven, naturligvis) og deres dumhed. Vi griner så sandelig ikke af det system, der producerer denne type mennesker - selv om nogle er endda temmelig tæt på virkeligheden.
Jeg havde selv en ganske interessant oplevelse på en ferie til USA, hvor jeg mødte og snakkede med et engelsk/amerikansk ægtepar, som for nylig var flyttet tilbage til USA. Jeg spurgte i begejstring, om ikke også de morede sig over det britiske satire/comedy show, Little Britain. Det gjorde de så absolut ikke. Bestemt ikke på grund af dårlige skuespillere, eller utroværdige karakterer - men derimod på grund af de troværdige karakterer! At tilstandene i mange tilfælde i England kunne konkurrere med de udstillede eksempler, det var ganske enkelt tragisk, ikke morsomt.
Og på nøjagtig samme måde herhjemme. For hvad er det sjove ved at grine over for lavt et uddannelsesniveau, når det er virkeligheden? Social satire er nedrakken på det individuelle menneske, ikke en kritik af det samfund, der former individet. Og det gør det i sig selv tragikomisk.
Overklassen/eliten går naturligvis ram forbi (med den mulige undtagelse af Normalerweizes “Snobben”), for der er jo ikke det samme potentiale for komiske tabere på samme måde. Derfor har vi i høj grad brug for den politiske satire i Danmark! Humoren og satiren har alle dage været dét redskab, der kunne tillade sig noget - der kunne komme bag fernissen og genere magthaverne - og det mangler vi sgu! Ind i mellem ser og hører man politiske udtalelser, der i sig selv er sjove - eller ville være det, hvis ikke de var alvorlige. For en befolkning er det sundt at få lov til at grine over latterlige ting; ellers ophører de med at være latterlige, og politikerne kan slippe af sted med hvad som helst (og det gør de!).
De uaktuelle nyheder er et genkig værd for dem, der skal løfte arven. Undskyldningen at det er for dyrt, tag og drop den.
Og for dem, der nyder The Daily Show (jeg selv inklusive), kan jeg varmt anbefale Stewart og holdets bog, A Citizens Guide to Democracy, da den netop giver den nødvendige indførsel i det amerikanske system, der er nødvendig i programmet.
Tidligere korrespondent og nu vært, Stephen Colbert, kan også anbefales - The Colbert Report og The Daily Show kan begge ses dagen efter udsendelse på comedycentral.com.
# 21. april 2009 kl. 12:04.Kim Gram siger:
A’propos tildækning og kritik af religion: Nogle gange kan nogen ting være SÅ åbenlyse at de overses:
Kurt Westergaard fortsætter jo egentligt blot en god gammel kulturtradition.
Mange har undret sig over at Michelangelo’ s
statue af Moses har et horn i panden -
man har forsøgt at forklare det med en oversættelsesfejl imellem de hebraiske ord for hhv. lys og horn - meeenn måske
ønskede Michelangelo bare et efterlade et temmeligt åbenlyst budskab for alverden.
–-
Har i øvrigt hørt at en eller anden jødisk datalog ønsker et forbud imod videre forskning i KUNSTig intelligens.
# 21. april 2009 kl. 12:15.Kim Gram siger:
Tjaaee ? Hvad kunne vel være mere naturligt end: Horn ?
# 21. april 2009 kl. 12:46.Kim Gram siger:
Intelligent kunst kan jo sagtens lade sig gøre,
og da der jo aldrig kan være liv uden kamp - må vi hellere bringe krigen ind i kunsten.
# 21. april 2009 kl. 13:09.Anders Ejsing siger:
Det kunne være interessant, hvis nogen lavede en politisk/social satire over folk, der sidder bag tastaturet med korslagte arme og vrisser over, at tiderne skifter.
Nå, men jeg kan sagtens se pointen med, at det ofte kun er de svage, der står for skud i DR’s satireprogrammer. Det er jeg faktisk ganske enig i - alene normalitetskonceptet kan der vel satiriseres en hel del over. Jeg vil dog mene, at man godt kan finde politisk satiriske elementer i nogle af de såkaldte sociale satireprogrammer, der er blevet sendt på DR2 i de senere år.
Hvis vi nu f.eks. tager fat i cykelbossen Henning Primdahl fra Drengene Fra Angora, så udstillede han jo bl.a. en helt masse fordomme om folk fra andre lande i det afsnit, hvor cykelholdet er i Polen for at søge sponsorer. Det ER skam politisk satire, bare ikke baseret på konkrete folketingspolitikere. Og som man sagde i 70’erne: Alt er politisk.
# 23. april 2009 kl. 21:07.Kim Gram siger:
@Anders Ejsing
Det er dog også noget med at al sprogbrug uungåligt er mangetydig og med “indbyggede”
modsigelser.
Altså også kritiske og satiriske udmeldinger over for det og det - Eks. : “Dansk satire er virkeligt i særklasse - jeg har i hvert fald aldrig før oplevet noget lignende.”
# 25. april 2009 kl. 05:38.Peter Hansen siger:
En hel del af det, der umuliggør politisk satire for tiden, er jo, at en egentlig bred politisk debat er død. Det er jo ikke sjovt, når folk ikke i tv-avisen allerede er blevet bekendt med udsagn og problemstillinger, man kan lave satire på. Og den rystende urimelige privatisering af landets politik, den siddende regering har stået for (står for?), den manglende deltagelse og interesse fra brede dele af befolkningen, der er travlt optaget af småbitte detaljer i hverdagen i stedet for helheden, gør det faktisk svært.
Hvor mange ville som jeg finde denne vits den morsomste, de har hørt i lang tid: “I regeringsrokaden var Helge Sander som forskningsminister den største overraskelse”?
# 25. april 2009 kl. 08:54.Henrik Herskind Abonnent siger:
“Snobben” er - som nævnt ovenfor - et eksempel på social satire, der er rettet opad i samfundet. Vi har denne ene skuespiller, som har gjort nedrakningen af overklassen til sit varemærke enten på sin lystyacht i Normalerweize eller i et nuværende radioprogram. Det bliver dog lidt ensformigt i længden
Tivolirevyen var en tynd kop the denne gang. Der var desværre heller ikke meget at hente.
“Korrespondenterne” i The Daily Show er ganske rigtigt morsomme.
Men hvad med Doonesbury? Jeg husker engang, hvor vi fik historien om en af de diktatorer, der hygger sig med at torturere folk, som USA tror, de ikke kan lide. Det var sort humor, så det gjalder. Det kan da godt sættes op for TV!
Hellig er der imidlertid ikke grund til at stille sig an: Personligt nød jeg Normalerweize og Rockerne. Tophittet Klovn er dog til at brække sig over.
# 27. april 2009 kl. 01:13.Peter Hansen siger:
Netop Normalerweize har jo også situationskomikken, der rummer rigtig satire - f.eks. genre-satiren over soaps i den dog lidt for langt udtrukne med Hella Joof. Derimod var den russiske bordelmutter på iværksætterstøte rigtig, rigtig sjov, måske fordi den mest af alt gjorde grin med tendensen til at anprise varer som bedre, end de er.
Nu synes den klassiske ansvarligholdelse af politikerne dog at vende tilbage (Karen Ellemann i DR1s ugemagasin) og dermed vel også basis for klassisk satire.
Abonner på:
Opslag (Atom)