onsdag den 10. november 2010

693 ansøgere til ét job

MED DET yderste af neglene lykkedes det regeringen og Dansk Folkeparti at få finansloven for 2011 i hus –  men kun fordi kristendemokraten Per Ørum Jørgensen lod sig besnakke til at levere det afgørende 90. mandat for ingenting.


REGERINGEN havde håbet på at indgå en aftale med Liberal Alliance, så partiet kunne blive tømret fast til den borgerlige blok. Men Anders Samuelsen ville det anderledes og udstillede dermed det skrøbelige fundament, som blå stue er bygget på. Det fik da også øjeblikkeligt Claus Hjort Frederiksen og Pia Kjærsgaard til at miste besindelsen og kalde partiet for ’umodent’ og ’latterligt’.


VI FORSTÅR godt, at Liberal Alliance modstod fristelsen til at levere de afgørende stemmer. For det endelige resultat kan bedst karakteriseres med et enkelt ord: Visionsløst. Et husholdningsregnskab sat op på glittet papir med lidt fryns til de almennyttige boligselskaber og en luns til kræftforskningen. Plus en udlændingeaftale, som intet har med finansloven at gøre.

DE arbejdsløse må kigge i vejviseren efter nye initiativer, som for alvor kan skabe lys for enden af tunnelen i en tid, hvor der skæres dybt i de kommunale budgetter med masser af fyresedler til følge.

EN NY opgørelse fra Vest- og Sydsjælland viser, at der er 22 ledige til hvert eneste job. I oktober 2008 var der kun tre. Og når en stilling skal besættes, er der ofte kamp om pladsen. F.eks. var der forleden 693 ansøgere til jobbet som pedel ved handelsskolen i Næstved!

MEN DET anfægter ikke VKO, hvis højeste målsætning er at få et klap på skulderen fra EU-Kommissionen for at føre ansvarlig økonomisk politik. Og som er overbevist om, at arbejdsløsheden mest er naturskabt og nok skal løse sig selv.

http://ekstrabladet.dk/nyheder/lederen/article1448374.ece

Ingen kommentarer:

Send en kommentar