onsdag den 11. august 2010

Flertal vil straffe købere af sort arbejde

Allerede fra næste år skal danskerne straffes med bøde eller fængsel, hvis de køber sort rengøring, får bilen fikset på et sort værksted eller får lagt nyt tag uden regning. Det mener et bredt flertal i Folketinget.

- Købere af sort arbejde skaber grobund for kriminalitet, og derfor må vi sørge for, at det er strafbart, siger Mikkel Dencker, skatteordfører i Dansk Folkeparti.

Også Venstre, Socialdemokraterne, De Radikale og SF er klar til at straffe købere af sort arbejde, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Det er både køber og sælger, der indgår en gensidig aftale om ikke at svare moms og skat og dermed snyde samfundet. Men der skal være en bagatelgrænse, så vi ikke kriminaliserer naboens datter, hvis hun får 50 kr. for at lufte hund af og til, siger Jesper Petersen, skatteordfører i SF.

Danskerne køber i dag sort arbejde for op mod 50 mia. kr. om året, og ifølge Rockwool Fondens Forskningsenhed har flere end hver anden dansker fået udført sort arbejde det seneste år.
Kun De Konservative og Liberal Alliance er modstandere af tanken.

- Vi er meget skeptiske, for vi ønsker ikke mere dyneløfteri og kontrol af borgerne. Den bedste måde at afskaffe sort arbejde på vil være at sænke skatten, siger skatteordfører Mike Legarth (K).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar