Engang - ik’,- så spiste jeg noget chili, som jeg ikke troede var stærkt og så var den helt vildt stærk og så gik jeg på lokum og så var den herrestærk igen …
Enhver god klumme starter med en anekdote. Denne gang har jeg valgt at lægge ud med en meget, meget dårlig en af slagsen. En af dem, der, hvis den blev præsenteret i et selskab, ville suge al energi ud af rummet og efterlade ophavsmanden som ansvarlig for en lammende tavshed. Ikke desto mindre var variationer over denne anekdote, hvad TV 2 en tilfældig sommermorgen valgte at lade to morgentv-værter fylde fem minutter ud med. Og da pigeværten insinuerede, at hun faktisk (sit yndige køn til trods) af og til gik på lokum, kammede studiet helt over i hysterisk fnis.
Fnis. De fnis, der efterhånden fylder halvdelen af P3’s sendeflade og også har sneget sig ind på P1 som et regulært interviewredskab, der kan mistænkes for at være udtænkt med det formål at få i forvejen selvopgejlede mænd til at blive helt rundt på gulvet over sig selv. Nu vil jeg jo helst ikke nævne navne, men Olivia Joof Lewerissa, der var værtinde på P3’s sommerformiddagsflade, og Iben Marie Zeuthen, der længe har haft sit eget interview program Ibens Harem, er fremragende eksponenter for denne nye trend på hver deres måde og på hver deres licensbetalte kanal.
Sommeren igennem har man kunne følge Olivia Joof og Huxi Bach igennem det danske sommerland - altså over telefon. Et af de faste indslag var en quiz. Det var ikke sådan, at man sad tilbage med ny brugbar viden, når sommerfolket havde gættet sig igennem trivialiteter, men til gengæld havde man hørt Olivia blamere sig med larmende uvidenhed. P3 valgte endda at lade en af trailerne til programmet bygge op om et klip, hvor hun fniser over at have glemt, hvad den tyske hovedstad hedder.
Forløsende
Olivia har helt sikkert en hel gennemsnitlig begavelse, med en hel almindelig paratviden, og er sandsynligvis også god mod dyr. Men nu blev jeg jo heller ikke tilbudt to timer om dagen i andre menneskers radioer, da jeg var 19 - og det var sikkert udmærket, da jeg nok også lige skulle sove på den med Bonn eller Berlin. Og jeg er ikke længere 19 og derfor en del uden for målgruppen. Det er underholdning, vi taler om, og det skal være underholdende og ikke nødvendigvis spækkes med input, man skal bruge til noget som helst. Det her skal derfor ikke læses som en opfordring til, at DR sender Klaus Lyngaard og Ralf Christensen i stolen sommeren over for at fylde op mellem musikken med minder knyttet til Anne Linnet, eller hvor på kroppen et stykke elektronisk musik mærkes. Det, der er interessant, er de castingkritierer, der åbenbart praktiseres i DR, og hvad de siger om forholdet mellem kønnene og - ultimativt - mellem medierne og offentligheden.
For måske er det ikke fra Huxi Bach, at vi skal forvente kuren mod cancer, men Olivia synes, at han er så sjov, og at han ved rigtig meget. Som man sidder ude ved radioen, kan man jo forestille sig, at hun også synes, at hun selv er sjov. Og pludselig har man det meget bedre. Hendes fnis er forløsende - jep, jeg tør godt skrive det: Nærmest orgasmiske afslutninger på alt, hvad hendes mandlige vært siger. Hvem ville ikke gerne det?
Aurtoritetstab
Enhver ved, at dynamikken mellem den kvindelige og den mandlige tv-vært er altafgørende, og siden mor var knægt, har den mest yndede kombination været en ældre mand og en yngre kvinde. Men når man ser på det danske tv- og radio-makkerpar, er det ikke kun kvinderne, der er blevet yngre og mere fnisende. Den gamle silverback er også væk og udskiftet med en yngre model. Der er ingen far i studiet mere. Kun vores venner er tilbage og på den måde, de fniser, lyder det endda, som om de har røget en fed. De vil ikke pådutte os livserfaring eller autoritet. Det skaber fælleskab. Ingen er over os, når vi tænder for radioen, og hyggen kan stå uprovokeret tilbage.
Spørgsmålet er bare, hvor længe selv målgruppen i allersnævreste forstand gider at høre licensbetalt radio, når vi kan vælge, hvilken musik vi ønsker at høre på nettet, mens vi kan snakke med vores venner. For ja, jeg kan bare vælge at skrue væk, når fnisene accelererer. Problemet er, at vi ikke har en licensbetalt radio, hvis alle gør det. Og så kan jeg ikke høre på gamle mænd i skrattende telefoner tale om topmøder i varme lande. Det ville berøve mig en autoritet, som jeg sætter pris på.
Jeg er helt med på fuckability-faktoren - det skaber simpelthen mere energi alle steder, hvis man lige er inde og overveje, hvordan andre mennesker ser ud uden tøj på. Det må man også gerne i castingen af tv- og radioværter. Og forestillingen om, at smukke kvinder, der giver kig til kød, ikke samtidig kan kræve intellektuel respekt, er stadig en af de sejlivede chauvinistiske forestillinger og derfor en kampplads. Men hvis den radiofoniske pendant til en kavalergang er galloperende mangel på viden om nabolandes hovedstader, ser det godt nok skidt ud.
Både for medierne og for det danske kønsliv.
http://www.information.dk/242251
Ingen kommentarer:
Send en kommentar