Dansk satire ude på et skråplan

Social satire har vokset sig stor og stærk på DR's frække DR2. Satireformen er populær, fordi den skuer indad og udstiller de pinlige træk, vi ser hos os selv. Det er genkendeligheden, der får os til at grine. I går havde endnu et satireprogram premiere på DR2. Traditionel politisk satire har langt sværere kår i tv
Satireprogrammet -Skråplan' havde premiere i aftes og er med Linda P. og Christina Sederqvist. De to hovedaktører optræder udklædt som et meget varieret persongalleri, som ofte er lidt stakkels og pinlige. Her ses de som de to selvfede og kræsne singler Bruno og Nalle.Foto: DR/Per ArnesenAf: Annica Caroline Carlsen, Marta Sørensen

17. april 2009 | Om denne artikel
Lagt på information.dk 17. april 2009 kl. 20:15. Bragt i den trykte udgave 18. april 2009. Senest opdateret 13. august 2009 kl. 00:18.
Opslag til denne artikelEmneord: fjernsyn, satire
Personer: Lars Løkke Rasmussen, Linda P
Organisationer: Aarhus Universitet, DR, Folketinget
Steder: Danmark

Vi har grinet af den forsumpede hasher Ilmer, der ‘baskeskæv’ røg endnu en ‘optursfed’ og det pinlige cykelhold ‘Team Easy on’ med Henning Primdahl i spidsen. Banjos Likørstue og Drengene fra Angora er arketypiske programeksempler på social satire. Det er de skæve eksistenser som Ilmer og pinlige typer som Henning Primdahl, der kendetegner den type satire. I mellemtiden er den politiske satire blevet svær at få øje på - men den er der.

I aftes kunne DR2’s afdeling for spøg og skæmt igen præsentere en omgang social satire, da programmet Skråplan med komikerne Christina Sederqvist og Linda P. havde premiere. Omdrejningspunktet i den sociale satire er karakterer, som for eksempel de kiksede, men kræsne singler ‘Bruno’ og ‘Nalle’ - typer vi alle kan relatere til.

Linda P. beskriver over for Information programmet:

“Det er samme humor som Piger på Prøveløsladelse, men med knap så meget fjabbeladesnak - for så kan morfar også være med”.

Hun påpeger, at folk tit er bange for det, der er nyt. Derfor har hun og makkeren Christina for en kort bemærkning valgt at beholde karaktererne ‘Winnie’ og ‘Karina’ fra deres tidligere program Piger på Prøveløsladelse .

At grine af andre
Årsagen til, at social satire, hvor man gør grin med pinlige tabere, er en succes, er, at den sociale dagsorden og dens spilleregler i dagens Danmark fylder meget. Fokus er stift rettet mod det perfekte ydre, det gode job og den ideelle partner. I det hele taget stiller samfundet større krav til individet, mener Hanne Bruun, der er lektor ved Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet. Derfor er det også befriende at se en karakter som cykeltræneren Henning Primdahl, der overtræder de sociale spilleregler, når han tager doping og i øvrigt er totalt blottet for situationsfornemmelse.

“I dag skuer satiren indad - vi griner i stedet af de ting, vi genkender i os selv, og vi griner med os selv. Det var omvendt i den traditionelle satire, der startede helt tilbage i 60’erne med programmer som Hov-hov, hvor man skuede ud og lod politikere stå for skud”.

Politisk satire lever
Hanne Bruun mener, at den politiske satire står i skyggen af den sociale. Der er ikke nødvendigvis blevet mindre politisk satire, men der er kommet meget mere social satire med programmer som for eksempel Trio Van Gogh og Piger på Prøveløsladelse.

En af grundene til, at den traditionelle politiske satire er på retræte, er, at partiernes politik i højere grad er smeltet sammen, hvilket giver satiren vanskeligere levevilkår.

“Det er svært at finde et fast partipolitisk udgangspunkt i den danske tv-satire. Alt og alle kan i princippet blive genstand for satire, hvis blot man gør sig skyldig i én eller anden form for normativ provokation eller overskridelse,” fastslår Hanne Bruun.

Peter Gren Larsen er satireredaktør på DR2. Han mener ikke, at den politiske satire er forsvundet - den har bare ændret karakter. Han peger på programmer som Selvsving på P1 og Tjenesten på DR2 som direkte eksempler på politisk satire med Christiansborg som omdrejningspunkt. For ham at se, spreder den politiske satire sig over et bredere felt i dag. Den er blevet mere subtil og derfor sværere at få øje på.

“Den politiske satire, vi ser i dag, handler om samfundets trends og tendenser - ikke kun det, der sker på Christiansborg. Jeg vil hellere kalde det for samfundsrelateret satire”.

Han mener, at den sociale satire har bedre levevilkår, fordi folk har lettere ved at se gennem fingre med enkelte ting, der ikke er sjove. Den sociale satire spiller på genkendelighed, og fordi satireformen ikke forudsætter, at man ved en masse, inden man kigger med, bliver der også skruet ned for forventningerne,” siger Peter Gren Larsen, DR2’s satireredaktør.

Det synspunkt er lektor i medievidenskab, Hanne Bruun, enig i. Hun understreger, at satire er blevet meget mere bredspektret. Det er ikke længere kun én genre, man kalder satire, men flere.

“Den sociale dagsorden fylder mere i dag. Den spiller på, at vi har en viden om, hvordan man bør opføre sig, hvornår noget er pinligt, og hvor svært det er at være menneske under bestemte betingelser. Vi kan lettere blive enige om den sociale satire, og derfor skaber den hurtigt fælles referencer og dermed et fællesskab. Man behøver ikke vide en masse på forhånd for at forstå humoren i social satire”.

At den sociale satire dominerer frem for den politiske ditto handler om, at der mangler indhold i dansk politik, mener Torben Steno, der er journalist og vært på P1. Det er efterhånden blevet mere interessant at høre på de politiske kommentatorer frem for politikerne, vurderer han:

“Spin bliver en form for underholdning, fordi der ikke er noget politisk substans mere. Det svarer til, at du ser en fodboldkamp der ender 0-0 - så er det altså mere spændende at høre på kommentatorerne i stedet”.

Ifølge Torben Steno er det én lang taktisk manøvre, der dominerer partierne.

“Der er ikke nogen, der siger, hvad de mener. Derfor er spin mere interessant. Al politik er forudsigelig. Hvis Helle Thorning havde rost Lars Løkke for hans åbningstale i Folketinget tirsdag, var mit tv jo eksploderet,” lyder det fra Torben Steno.

i dag@inforamtion.dk

Fakta
Satirens udvikling på DR2

DR2 går i luften i august 1996

1999 ’Casper og Madrilaftalen’ var den første satire
1999 ’Banjos Likørstue’
2002 ’Rockerne’
2003 ’De uaktuelle nyheder’
2004 ’Drengene fra Angora
2005 ’Wulffmorgenthaler’ om flodhesten Dolph, der opnår kultstatus med udtrykket ’Død ved kølle!’
2006 ’Normalerweize’
2007 ’Yallerup Færgeby’ med dukkerne Ali og Hassan, der skabte debat med udtrykkene: ’Ornli’ syg gangstar’ og ’bøsseluder’
2007 ’Trio van Gogh’
2007 ’Piger på prøveløsladelse’
2009 ’Skråplan’
.Kommentarer
Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.
Tilmeld dig her
God tone i debatten
Peter Hansen siger:
Ja, vi savner den politiske satire; men i gamle dage var der også mere almen satire, f.eks. Buster Larsens ofte refererede ‘lorteland’-replikker og mange deraf udledte figurer i årenes løb.
Hvad der er katastrofalt ved denne egentlig moralistisk baserede ‘satire’, vi ser nu, er, at den jo ikke gør, hvad satire skal: skyder på magthaverne og frigør befolkningen. I al for høj grad udstiller den det dårlige eksempel, hvorved vi alle bliver opmærksomme på, at der er forventninger til os. Det er imidlertid den helt forkerte indsats for folkeopdragelse, der hellere skulle handle om politisk bevidstgørelse, frigørelse og oplysning, oplysning, oplysning.

# 17. april 2009 kl. 23:01.Karsten Aaen siger:
Jeg er ked af at sige det, men jeg synes ikke, at hverken Klovn, Drengene fra Angora, Banjos Likørstue, Piger på Prøveløsladelse eller andre af de nævnte sociale satire programmer er spor sjove, ensige godt produceret tv, endsige godt tv.
Endsige at der er humor i det; det er bare en gang plat omgang teenage-jokes uden nødvendige varme som der er i humoren.

Det er som om at nogen inde i DR og DR2 tror, at fordi man kan sige prut og lort på 7 forskellige måder - og udstille taberfolket, dem der har svært i det her land, og som ikke lever op til, hvordan man skal eller bør opføre sig i dag når fokus åbenbart er på det ydre. (hvorhenne - det må da være i et det bestemte segment i samfundet som enten hedder den kreative klasse eller et delsegment af den livsform som kaldes for den karriere-orienterede livsform…)

Og så vil jeg forøvrigt kalde de uaktuelle nyheder for politisk satire….

Og ja, tjenesten er da meget sjov….nogen gange… Men igen; hvorfor laver man ikke en ordentlig omgang satire på Bendt Bendtsens jagt-ture med golfvogn….eller Claus Hjorts brandert af en tur til Formel 1…

Eller en smule grin med Villy Søvndal som omvendt Nato-tilhænger der nu går ind for Nato. Hvor er de fine karakterer henne der er væsens-forskellige fra de ‘roller’ eller ‘det liv’ eller ‘den måde’ f.eks. Linda P. er til hverdag. Jeg er ganske sikker på (uden at vide det helt) at Linda P. stort set er præcis næsten ligesom den single, hun spiller i Skråplan.

Jeg efterlyser et program, der tør gøre grin med magt-haverne i det her land, udstille dem, tør gøre grin med Kronprinsen, der taler sort, tør gøre grin med hans opstilling til IOC, eller et program som virkelig går i flæsket på Helle Thorning - satirisk.

Satiren er altid rettet mod magthaverne - ikke mod de svage i samfundet…

# 17. april 2009 kl. 23:41.Peter Hansen siger:
Men én gang om året får vi satiren, Karsten Aaen - og det er, når de sender sommerens Cirkusrevy.

# 17. april 2009 kl. 23:49.Søren Kristensen siger:
Kunne det tænkes at den politiske satire har udspillet sin rolle? Qva programmer som f.eks. Jersild og Spin har befolkningen lært sig at gennemskue politikerne og det segment som satiren retter sig mod ved derfor godt at det er moralsk tvivlsomt og satirisk potentiale at Lene Espersen flyver i privatfly og at Bendt Bendtsen går på jagt med erhvervslivet. Det er bare ikke relevant for et publikum (herunder oppositionen) der har opdraget sig selv til at agere på stort set samme måde, hvis de selv kom til fadet. Altså er der, hvis tesen holder, sket et eller andet skred i moralen, som gør at den politiske satire, når den ellers forefindes, forekomme ligegyldig eller som at høre en dårlig taber beklage sig - eller som at høre Helle Thorning Schmidt, for nu selv at forsøge mig i genren (hø, hø). Den dag vi får en slagkraftig opposition får vi selvfølgelig også en slagkraftig satire, men kunsten er som bekendt altid et skridt bag ud for virkeligheden. Hvad skulle den ellers være?

# 18. april 2009 kl. 09:23.Peter Hansen siger:
Søren Kristensen, satiren er aldrig politisk i den forstand, at den taler fra et modsat politisk punkt, den taler udefra, den placerer politikken i en kontekst baseret på fiktion, hvorimod satire, der arbejder med en politisk pointe, sjældent er særlig sjov, fordi den sjældent tager faktisk udgangspunkt i den karikerede situation, men taler fra et andet sted. En af de sjoveste, men også mest nærliggende situationer, jeg erindrer, var fra den uge i 80erne, hvor B&O først talte om deres produkter som livsstilsprodukter, men senere på ugen måtte fyre en række medarbejdere. Pointen blev, at den fyrede måtte levere de af fabrikkens produkter tilbage, han havde, for “det var jo ikke livsstil for en arbejdsløs!”
Tjenesten opererer faktisk tit på den måde med sine indslag, og man kunne bare ønske, at et hold af gode tekstforfattere og gode skuespillere af blandet køn og alder, igen kunne få lov til at udfolde sig.

# 18. april 2009 kl. 10:17.Anders Ejsing siger:
Programmer som Drengene Fra Angora og Piger På Prøveløsladelse er vel i bund og grund en fortsættelse af, hvor Holberg slap tilbage i 1700-tallet. Vi griner af Pim og Henning Primdal omtrent på samme måde som af Jeppe på Bjerget eller Jean de France.

# 18. april 2009 kl. 15:49.Inger Sundsvald siger:
Dansk ’satire’ i tv er p.t. klam.

I ’gamle dage’ havde man en ’idiot’ der stod og råbte ”LORTELAND!”, og gik tæt på magthaverne.

Hvad har vi i dag? – Nogen som optager lyden af sine egne prutter og ”social satire”. Jeg er stået af for længst. ØV!

# 18. april 2009 kl. 16:26.Mona Blenstrup siger:
I “gamle dage” havde vi også Peter Schrøder, der gik helt tæt på kamaraet og hviskede, “det er fanme uhyggelig du”. Disse indslag var satire og samtidigt underholdene.

De der moderne programmer taler heller ikke til min opfattelse af god satire eller underholdning.
Men jeg lader så også være at se dem.

# 18. april 2009 kl. 20:27.Lene Andersen siger:
Det er ærgerligt, at TV ikke gider satse på den politiske satire, men det er derudover virkelig sølle, at den “sociale satire”, som de så vælger at satse på, udelukkende gør grin med de svage.

Hvor er den satire, der tager pis på psykologerne, livsstilsguruerne, ejendomsmæglerne, journalisterne, reklamefolkene, DJØF’erne, mediefolkene og i det hele taget alle med en årsindkomst over 150.000 kroner?

Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, der er nogen af tidens “satirikere”, der har viden nok til at skrive den slags satire, fordi deres dannelsesniveau er for lavt og deres referencerammer for smalle.

Så måske var det også på tide med en satire over den folkeskole, der har sat form over indhold og snydt de seneste to generationer for at gå videre i livet med en kulturel balast ud over Mariehønen Evigglad og Orla Frøsnapper.

- Sammenligningen af nutidens “sociale satire” med Jeppe På Bjerget og Holbergs øvrige komedier holder i øvrigt ikke. Holberg var oplysningstænker, og hans komedier var skam skarp politisk satire, så godt som det nu kunne lade sig gøre i en diktaturstat med censur.

# 18. april 2009 kl. 22:30.Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:
Søren Kristensen:
“Kunne det tænkes at den politiske satire har udspillet sin rolle?”

Det tror jeg du har ret i.

Ikke genren som sådan, men at politikere nu om dage mestendels har så flygtige og overfladiske meninger, er det er alt for lidt substans til at være satirisk over det?

Måske er det grundlæggende problem, at det ikke er muligt at være satirisk over den politiske jargon m.v, da denne langt hen ad vejen er dybt latterlig i sig selv?

Hvad morsomt er der ved en imaginær satire over f.eks., at nogen kræver endnu højere straffe, fordi den udeblevne effekt ved de tidligere straffeskærpelser er udeblevet, med det argument at de tidligere straffeskærpelser ikke var kraftige nok?

Det der kan lave lidt satire over, er overfladiske kendetegn ved politikere. Jelved og håndtasken, Schlüter og gulvtæppet, Fogh og “der er intet at komme efter”, osv. Men den slags satire er der ikke megen substans i…

Satire kan i øvrigt vel kun fungere, hvis personerne der laver satiren, har en betydelig sympati for de personer de gør grin med. Hvis de ikke har en vis kærlighed til deres ofre, tror jeg ikke det er muligt at lave noget der er morsomt. Hvis udpræget sympati for ofrene er et grundvilkår for at kunne lave satire, har jeg meget svært ved at forestille mig effektiv satire, der behandler holdninger hos mange markante politikere, f.eks. Claus Hjorth Frederiksen, Inger Støjberg, Lene Espersen, Brian Mikkelsen, Søren Pind m.fl.

Jeg så helst, at bl.a. DR sørgede for, at deres journalister begyndte at være kritiske overfor politikere og ministre, og ikke umiddelbart tog deres spin og nonsens for gode varer. Det er stærkt tiltrængt.

# 18. april 2009 kl. 22:36.Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:
I oversigten over DR2’s satire programmer, mangler “Angora by Night”. Et program hvor ofte grænseoverskridende eksperimenter blev afprøvet, og leget med.

# 18. april 2009 kl. 22:42.Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:
Også “Wulffs Magasin” mangler. Tsk tsk.

# 18. april 2009 kl. 22:45.Johan Krogh siger:
Jeg er i tvivl om hvorvidt den sociale satire er rettet mod sociale tabere eller mod mediernes brug af reality TV og dokusoaps til at beskrive verden på.
Vi er vidner til at mennesker sælger sine problemer for en smule glam, i en branche der søger at sælge ideen om at kendtheden som det højeste trin på den sociale rangstige.

# 19. april 2009 kl. 12:23.Inger Sundsvald siger:
Faktisk kunne jeg finde det rigtig morsomt med satire over:

”højere straffe, fordi den udeblevne effekt ved de tidligere straffeskærpelser er udeblevet”.

Alt efter hvordan det udføres kunne det være rigtig morsomt. Men da producenterne jo nok stort set er enig i politikken og at der må højere straffe til, vil ’biddet’ nok mangle.

Det kunne også være helt sjovt at hænge medicinalindustrien ud, for at opfinde sygdomme som passer til deres produkter.

Det kunne blive helt folkeoplysende. Egentlig tror jeg at ægte satire dør under borgerlige regeringer, fordi producenterne og tv-stationerne selv i bund og grund er borgerlige.

# 19. april 2009 kl. 12:44.Karsten Aaen siger:
Jeg ville da gerne en nogen spinde en skarp satirisk ende over serier som f.eks. Paradise Hotel.
Det kunne være interessant…

Jeg ved ikke, om den politiske satire er død, men jeg kan da erindre at i 1980erne under Schlüter-regeringen, ja da havde politisk satire både vid og bid.

Det interessante er jo, at en satire-program som The Daily Show i virkeligheden snarere fungerer som reel oplysning for folket, skærer gennem alt crappet og spinnet, og fortæller folk, hvad politikerne i virkeligheden mener. Faktisk tror man jo nogengange at det i hvert fald amerikanske politikere siger lige så godt kunne være for sjov eller udtalt i et satire-show…

# 19. april 2009 kl. 13:00.Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:
Karsten Aaen:
“Det interessante er jo, at en satire-program som The Daily Show i virkeligheden snarere fungerer som reel oplysning for folket, skærer gennem alt crappet og spinnet, og fortæller folk, hvad politikerne i virkeligheden mener.”

Det er muligvis den eneste form for politiske kritik, der kan fungere (blive set og forstået) på TV for tiden?

At kalde The Daily Show for satire er måske ikke helt præcist. Det er mestendels aktuelle politiske kommentarer som er morsomme, interviews der ofte holdes i en munter tone, og en lang række “korrespondenter” der står for det satiriske.

# 19. april 2009 kl. 13:16.Inger Sundsvald siger:
Hvor sjovt er det egentlig med en smule drilleri om habitter og fadbamser?

Eller en julekalender for voksne som hænger Folkeskolen ud som inkompetent og ’pladderhumanistisk’, og ikke mindst med den ”sociale satire” over indvandrere og bimbo-piger, både i julekalenderen og som nu med ’Fucking shit-pigerne’, eller hvad det nu hedder på nudansk.

Der skal da nok være nogen som slår sig på lårene af grin, over dem som ikke er alt for kloge, for det er denne sociale ”satire”, som hitter hos DR2-segmentet.

Det er også muligt at ”Drengene fra Angora” og “Wulffs” eller lignende taler til avancerede seere, men i hvert fald ikke til ’kolonihavefolket’ eller hvad man ellers ynder at kalde ’folket’ derude ved ’kakkelbordene’. Og dermed heller ikke til mig, selv om jeg hverken har kakkelbord eller kolonihave.

Er der egentlig noget at sige til at DF har vind i sejlene? De (lader som om de) tager Birthe fra Valby Langgade alvorligt, og taler et sprog som de fleste kan forstå.

Satire, min bare. I kan få noget Morten Korch og noget Paradise Hotel kan I. The Daily Show er også kun morsom for dem som har insiderviden om amerikansk politik - hvis man ikke er så nøjsom at man bare finder glæde ved Jon’s ansigtsudtryk og de vittigheder man kan opfange i farten.

# 19. april 2009 kl. 13:27.Inger Sundsvald siger:
Jon Stewart gør grin med magthaverne og især konkurrenterne til hans eget show, og intet er helligt. Hverken Sarah Palin eller Obama. Det er nok denne respektløshed som tiltaler, også her i Danmark. I hvert fald mig.

Men hvad har det at gøre med Danmark? Og hvad kommer det ”Birthe fra Valby Langgade” ved?

Jeg kan da huske, da jeg engang i tidernes morgen holdt Aktuelt, og senere Det fri Aktuelt. Avisen blev mere og mere borgerlig og ’langhåret’, så det til sidst ikke var muligt at læse og forstå en helt almindelig artikel om politik, økonomi og ’udenlandske’ spørgsmål.

Oplysning er godt, og også satire, men hvad nytter det når aviser og tv bliver så uforståelige for ”Brian”, at han helt holder op med at købe aviser, bortset fra BT og EB og kun ser ’lettilgængelige’ tv-udsendelser og film, som er udvalgt for at holde både ham og ”Birthe” i uvidenhed?

Jeg måtte jo erstatte Aktuelt med både Politiken og Information for, stort set og for det meste, at kunne få forståelige input af meget varieret art.

Den mest respektløse på Politiken er Roald Als, og den mest respektløse på Information er Georg Metz. Må Gaia bevare dem!

Jeg er helt sikkert ikke selv den skarpeste knib i skuffen (desværre ;-) men noget forstår jeg dog, og hvis jeg ikke helt skal spare pengene til aviser og licens, så er jeg overladt til, på egne og andres vegne, at håbe det bedste. Skråplan, hvem?

# 19. april 2009 kl. 14:35.Claus Rasmussen siger:
Det kan godt være, at politisk satire er svært (og dyrt), men det er ikke det eneste alternativ til nuværende sociale satire. Alternativet er en social satire, der retter sig mod eliten. Hvorfor er det så sjældent at den sociale satire retter sig mod andet end samfundets bund ? Er det den kreative klasses hovmod og foragt for samfundets brede klasser, der skinner igennem ?

# 19. april 2009 kl. 15:16.Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:
Inger Sundsvald:
“Der skal da nok være nogen som slår sig på lårene af grin, over dem som ikke er alt for kloge, for det er denne sociale ”satire”, som hitter hos DR2-segmentet.”

Nej, det morsomme er personkarakteristikkerne. De dygtige skuespillere viser os, at mennesker er latterlige, utroværdige, selvhøjtidelige eller noget andet. De skræller lagene af nogle (imaginære) personer eller persontyper, og viser os nogle absurde, karikerede træk ved disse, og dermed os selv og alle andre.

Jeg synes at niveauet er ganske fornemt på DR2.

# 19. april 2009 kl. 15:28.Inger Sundsvald siger:
Det jeg har imod især tv, er det ’åndshovmod’ der hersker. Den meget avancerede ”satire” eller den direkte leflen for ’den indre svinehund’, og det platte og vulgære sprogbrug - som ikke ligger så forfærdelig langt fra hinanden indbyrdes. Og så den ’trend’ der i de senere år er kommet med ikke bare at være respektløs, men direkte uhøflig og vulgær i omtalen og tiltalen af andre mennesker. Dét er det Danmark nutidens børn vokser op i.

Enhver har lov til at opføre sig så ubehøvlet som de vil. En udsendelse som ”Min italienske drøm” demonstrerer fuldt ud hvad jeg mener. Nutidens danskere er helt uegnet til at begå sig i andre lande, selv i EU-lande, og måske oven i købet blandt andre mennesker her i landet.

”Min italienske drøm” er i virkeligheden satire for fuld udblæsning. Danskerne forstår ikke reglerne i en lille italiensk by. Hvordan skulle de dog kunne det, selv med deres forudsætninger? Kontrasten er måden vi selv behandler ’de fremmede’ på her i Danmark.

Kald mig bare for en gammel moralist. Men nå, ja, noget kom der da ud af tv’s program, oven i købet lidt underholdende med konkurrencemomentet indlagt, og det er jo ikke så galt, for her er det samfundets ’elite’ (bevar mig vel) som bliver hængt til tørre på de italienske tørresnore.

# 19. april 2009 kl. 15:29.Inger Sundsvald siger:
Heinrich R

På trods af hvad jeg lige har skrevet, så er der så at sige aldrig at:

”De dygtige skuespillere viser os, at mennesker er latterlige, utroværdige, selvhøjtidelige …”

i hvert fald ikke når det drejer sig om den såkaldte ’elite’.

Mennesket ER en latterlig, utroværdig og selvhøjtidelig konstruktion. Især her i Danmark.

# 19. april 2009 kl. 15:38.Inger Sundsvald siger:
Claus Rasmussen

Min opfattelse er bestemt, at det er ”samfundets bund” satiren retter sig imod, og at det er ”den kreative klasses hovmod og foragt for samfundets brede klasser, der skinner igennem”.

# 19. april 2009 kl. 15:46.Peter Brix siger:
Det interessante ved den “sociale satire” er vel primært, at den samtidig er opdragende? Når vi griner af Kenned eller en af de andre “tabere”, så griner vi i virkeligheden af deres klasse, deres “stil” (komisk overdreven, naturligvis) og deres dumhed. Vi griner så sandelig ikke af det system, der producerer denne type mennesker - selv om nogle er endda temmelig tæt på virkeligheden.

Jeg havde selv en ganske interessant oplevelse på en ferie til USA, hvor jeg mødte og snakkede med et engelsk/amerikansk ægtepar, som for nylig var flyttet tilbage til USA. Jeg spurgte i begejstring, om ikke også de morede sig over det britiske satire/comedy show, Little Britain. Det gjorde de så absolut ikke. Bestemt ikke på grund af dårlige skuespillere, eller utroværdige karakterer - men derimod på grund af de troværdige karakterer! At tilstandene i mange tilfælde i England kunne konkurrere med de udstillede eksempler, det var ganske enkelt tragisk, ikke morsomt.

Og på nøjagtig samme måde herhjemme. For hvad er det sjove ved at grine over for lavt et uddannelsesniveau, når det er virkeligheden? Social satire er nedrakken på det individuelle menneske, ikke en kritik af det samfund, der former individet. Og det gør det i sig selv tragikomisk.

Overklassen/eliten går naturligvis ram forbi (med den mulige undtagelse af Normalerweizes “Snobben”), for der er jo ikke det samme potentiale for komiske tabere på samme måde. Derfor har vi i høj grad brug for den politiske satire i Danmark! Humoren og satiren har alle dage været dét redskab, der kunne tillade sig noget - der kunne komme bag fernissen og genere magthaverne - og det mangler vi sgu! Ind i mellem ser og hører man politiske udtalelser, der i sig selv er sjove - eller ville være det, hvis ikke de var alvorlige. For en befolkning er det sundt at få lov til at grine over latterlige ting; ellers ophører de med at være latterlige, og politikerne kan slippe af sted med hvad som helst (og det gør de!).

De uaktuelle nyheder er et genkig værd for dem, der skal løfte arven. Undskyldningen at det er for dyrt, tag og drop den.
Og for dem, der nyder The Daily Show (jeg selv inklusive), kan jeg varmt anbefale Stewart og holdets bog, A Citizens Guide to Democracy, da den netop giver den nødvendige indførsel i det amerikanske system, der er nødvendig i programmet.
Tidligere korrespondent og nu vært, Stephen Colbert, kan også anbefales - The Colbert Report og The Daily Show kan begge ses dagen efter udsendelse på comedycentral.com.

# 21. april 2009 kl. 12:04.Kim Gram siger:
A’propos tildækning og kritik af religion: Nogle gange kan nogen ting være SÅ åbenlyse at de overses:

Kurt Westergaard fortsætter jo egentligt blot en god gammel kulturtradition.

Mange har undret sig over at Michelangelo’ s
statue af Moses har et horn i panden -
man har forsøgt at forklare det med en oversættelsesfejl imellem de hebraiske ord for hhv. lys og horn - meeenn måske
ønskede Michelangelo bare et efterlade et temmeligt åbenlyst budskab for alverden.

–-

Har i øvrigt hørt at en eller anden jødisk datalog ønsker et forbud imod videre forskning i KUNSTig intelligens.

# 21. april 2009 kl. 12:15.Kim Gram siger:
Tjaaee ? Hvad kunne vel være mere naturligt end: Horn ?

# 21. april 2009 kl. 12:46.Kim Gram siger:
Intelligent kunst kan jo sagtens lade sig gøre,
og da der jo aldrig kan være liv uden kamp - må vi hellere bringe krigen ind i kunsten.

# 21. april 2009 kl. 13:09.Anders Ejsing siger:
Det kunne være interessant, hvis nogen lavede en politisk/social satire over folk, der sidder bag tastaturet med korslagte arme og vrisser over, at tiderne skifter.

Nå, men jeg kan sagtens se pointen med, at det ofte kun er de svage, der står for skud i DR’s satireprogrammer. Det er jeg faktisk ganske enig i - alene normalitetskonceptet kan der vel satiriseres en hel del over. Jeg vil dog mene, at man godt kan finde politisk satiriske elementer i nogle af de såkaldte sociale satireprogrammer, der er blevet sendt på DR2 i de senere år.

Hvis vi nu f.eks. tager fat i cykelbossen Henning Primdahl fra Drengene Fra Angora, så udstillede han jo bl.a. en helt masse fordomme om folk fra andre lande i det afsnit, hvor cykelholdet er i Polen for at søge sponsorer. Det ER skam politisk satire, bare ikke baseret på konkrete folketingspolitikere. Og som man sagde i 70’erne: Alt er politisk.

# 23. april 2009 kl. 21:07.Kim Gram siger:
@Anders Ejsing

Det er dog også noget med at al sprogbrug uungåligt er mangetydig og med “indbyggede”
modsigelser.

Altså også kritiske og satiriske udmeldinger over for det og det - Eks. : “Dansk satire er virkeligt i særklasse - jeg har i hvert fald aldrig før oplevet noget lignende.”

# 25. april 2009 kl. 05:38.Peter Hansen siger:
En hel del af det, der umuliggør politisk satire for tiden, er jo, at en egentlig bred politisk debat er død. Det er jo ikke sjovt, når folk ikke i tv-avisen allerede er blevet bekendt med udsagn og problemstillinger, man kan lave satire på. Og den rystende urimelige privatisering af landets politik, den siddende regering har stået for (står for?), den manglende deltagelse og interesse fra brede dele af befolkningen, der er travlt optaget af småbitte detaljer i hverdagen i stedet for helheden, gør det faktisk svært.
Hvor mange ville som jeg finde denne vits den morsomste, de har hørt i lang tid: “I regeringsrokaden var Helge Sander som forskningsminister den største overraskelse”?

# 25. april 2009 kl. 08:54.Henrik Herskind Abonnent siger:
“Snobben” er - som nævnt ovenfor - et eksempel på social satire, der er rettet opad i samfundet. Vi har denne ene skuespiller, som har gjort nedrakningen af overklassen til sit varemærke enten på sin lystyacht i Normalerweize eller i et nuværende radioprogram. Det bliver dog lidt ensformigt i længden

Tivolirevyen var en tynd kop the denne gang. Der var desværre heller ikke meget at hente.

“Korrespondenterne” i The Daily Show er ganske rigtigt morsomme.

Men hvad med Doonesbury? Jeg husker engang, hvor vi fik historien om en af de diktatorer, der hygger sig med at torturere folk, som USA tror, de ikke kan lide. Det var sort humor, så det gjalder. Det kan da godt sættes op for TV!

Hellig er der imidlertid ikke grund til at stille sig an: Personligt nød jeg Normalerweize og Rockerne. Tophittet Klovn er dog til at brække sig over.

# 27. april 2009 kl. 01:13.Peter Hansen siger:
Netop Normalerweize har jo også situationskomikken, der rummer rigtig satire - f.eks. genre-satiren over soaps i den dog lidt for langt udtrukne med Hella Joof. Derimod var den russiske bordelmutter på iværksætterstøte rigtig, rigtig sjov, måske fordi den mest af alt gjorde grin med tendensen til at anprise varer som bedre, end de er.
Nu synes den klassiske ansvarligholdelse af politikerne dog at vende tilbage (Karen Ellemann i DR1s ugemagasin) og dermed vel også basis for klassisk satire.