Fremmede. Ny forskning viser, at vi kæmper mod vores egen biologi, når vi forsøger at overvinde racisme. Men selv om hjernen er skabt til at være fordomsfuld, kan den trænes til at lade være med det.
I 2007 fandt to amerikanske økonomer ud af, at dommerne i landets basketball- liga, NBA, var mere tilbøjelige til at dømme en forseelse mod spillere af anden race end deres egen. Spillere, dommere og ledere benægtede sammenhængen, men undersøgelsens hårde data baseret på en halv million dømte forseelser var ikke til at tage fejl af. Det er udgangpunktet i en ny bog fra University of California at Berkeley med titlen Are We Born Racist?
Bogen tager i en række essays udgangspunkt i den nyeste forskning inden for racisme og fordomsfuldhed. Ifølge videnskaben er racisme dybere indgroet i vores psyke, end vi måske har lyst til at tro. Det kan godt være, at vi har de bedste intentioner om at behandle vores medmennesker ligeværdigt, men ofte forråder hjernen og vores impulser os. I løbet af få millisekunder er vi i stand til at vurdere et andet menneskes race, køn og alder – her dykker hjernen ned i et komplekst netværk af stereotyper, følelsesmæssige fordomme og adfærdsmæssige impulser og fælder sin dom, inden vi overhovedet når at blinke. En række neuroundersøgelser har således vist, at når hvide mænd så på billeder af tilfældige sorte mænd, så aktiveredes en del af hjernen kaldet amygdala. Amygdala er hjernens alarmklokke, der gør os opmærksom på trusler.
Det lader til, at det ligger dybt i menneskets natur at definere, hvem der er »os« og »ikke os«. Det er de samme psykologiske mekanismer, der driver racisme, som også driver fordomme over for religion, status, alder og køn, og undersøgelser viser, at det sociale miljø spiller mindst lige så stor en rolle som biologien med hensyn til at bestemme, hvem hjernen ser som »fremmed«.
»Vores tendens til at kategorisere folk øjeblikkeligt sidder på rygraden, men det bygger på en social konstruktion. Og disse kategorier kan ændres over tid og sted og gennem læring,« siger Susan Fiske, der er professor i psykologi på Princeton University med speciale i fordomme og stereotyper og en af bogens bidragsydere.
I USA blev eksempelvis irere for små 100 år siden diskrimineret imod på samme måde som sorte, mens kinesere i 1850erne blev set som landbrugs- og jernbanearbejdere, hvor de i dag i højere grad betragtes som iværksættere og dygtige til matematik.
»Det er stadig en stereotyp baseret på race, men den er fuldstændig ændret på 150 år,« siger Susan Fiske.
Det er ikke muligt at ændre hjernens umiddelbare reaktioner, men man kan godt ændre, hvem hjernen ser som truende, og det er forholdsvis nemt at underkende hjernens tilsyneladende fordomme – man skal blot tænke på den fremmede person som et individ frem for en stereotyp og dermed narre hjernens alarmklokker. Susan Fiske og hendes hold på Princeton opstillede et forsøg, hvor forsøgspersonerne blev bedt om at tænke på, om personen på billedet mon kunne lide en bestemt grøntsag. Og pludselig reagerede amygdala ikke længere, når hvide så på sorte.
Der hersker næppe tvivl om, at det er en psykologisk belastning at blive genstand for racisme. Men faktisk viser det sig også at have en fysisk bivirkning for gerningsmanden. Bor man i en multikulturel by, er det stort set uundgåeligt at rende ind i folk af anden race i ny og næ i supermarkedet, på cafeen eller i bussen. For personer med tendens til at være meget fordomsfulde fremkalder det deciderede stress-situationer – deres krop ser ganske enkelt »de fremmede« som en fysisk trussel. Kroppen reagerer ved at udsende stresshormoner, hjertet pumper hurtigere, og blodkarrene snøres sammen. Disse reaktioner er nyttige, når man pludselig står ansigt til ansigt med en glubsk tiger, så kroppen øjeblikkeligt kan samle energi til at konfrontere truslen. Men når bymennesker bliver udsat for disse stresssituationer dagligt, hober de negative virkninger sig op og påvirker helbredet. Studier har vist, at disse personer har større risiko for at få hjertesygdomme, forhøjet blodtryk, kræft og type2-diabetes.
Den skadelige fysiske påvirkning går også den anden vej. Personer, der er udsat for fordomsfulde omgivelser, føler sig ofte hjælpeløse og uretfærdigt behandlet, og deres krop udsender stresshormonet kortisol, der nedbryder muskelvæv og nedsætter fordøjelsessystemet. Kortisol giver kortvarigt kroppen et ekstra skud energi, men på længere sigt forårsager det forhøjet blodtryk og blodsukker samt nedbryder immunforsvaret. Her kan det være svært at skelne mellem virkningerne af sociale forhold og race, men undersøgelser har vist, at latinamerikanske immigranter i USA stadig forfølges af dårligt helbred, selv når de kravler op ad rangstigen, og deres indkomst stiger.
Ønsket om at skabe et »farveblindt« samfund har været fremført af sociologer, politikere og aktivister. Men forskningen skyder den løsning ned:
»Det er et håbløst mål. Ideen om et samfund, hvor vi ikke tænker over racemæssige kategorier, strider direkte imod, hvordan vores hjerne arbejder,« siger Jason Marsh, der har redigeret Are We Born Racist? og til daglig er redaktør af et videnskabeligt magasin. Det ser ovenikøbet ud til, at hvis vi ignorerer race, kan det have den negative bivirkning, at minoriteter føler sig undervurderet og overset. Det viste et forsøg fra Harvard. Her blev universitetsstuderende sat sammen to og to og fik en række billeder, der adskilte sig fra hinanden ved baggrundsfarve samt køn og race på personen på billedet. Derpå skulle den ene person gætte, hvilket billede den anden så på ved kun at stille ja/nej-spørgsmål. Det viste sig hurtigt, at når to hvide personer blev sat sammen, var de hurtige til at spørge ind til race. Men når de blev sat sammen med en sort person tøvede de med at stille samme spørgsmål, og deres kropssprog ændrede sig ligeledes. De undgik øjenkontakt, brynene rynkedes – et tegn på misbilligelse – og kommunikationen virkede mindre venlig. Et lignende forsøg har påvist, at når ellers racetolerante hvide personer blev sat til at diskutere race med sorte, så viste deres kropssprog et sådant ubehag ved situationen, at deres sorte samtalepartnere opfattede dem som mindre venlige end personer med racistiske overbevisninger. I deres iver efter at undgå at virke stødende og fordomsfulde blev de i stedet dårlige samtalepartnere og gjorde deres sorte personer ilde til mode.
Når vi nu ved, at hjernen ikke bare kan holde op med at kategorisere folk efter stereotyper, hvad kan vi så gøre for at bekæmpe racisme i os selv og samfundet som helhed? Her viser undersøgelser, at hjernen er god til at operere med et bestemt mål for øje, og hvis målet er at træffe beslutninger uden at tænke på race, så kan hjernen gøre netop det, omend det kræver en vis træning. I et forsøg blev en række hvide deltagere vist en række billeder samtidig med, at deres hjerneaktivitet blev målt. De fik til opgave at klassificere motiverne som henholdsvis »værktøjer« og »pistoler« ved at trykke på en knap. Men et splitsekund inden hvert billede blev vist, dukkede et foto af enten en hvid eller sort mand op. Forsøget tvang deltagerne til at overvinde deres stereotyper – her: at associere sorte mænd med våben – for at løse opgaven korrekt. De deltagere, der klarede sig bedst, havde en øget aktivitet i den venstre præfrontale cortex, en del af hjernen der forbindes med selvkontrol, og denne aktivitet fik andre dele af hjernen til at opfatte sorte og hvide ansigter anderledes. Med andre ord blev hjernen »narret« til at glemme fordommene – i denne sammenhæng ved at identificere våben og værktøjer, men det kunne lige så godt være ved at spørge om vej eller evaluere en jobansøger uden at lade racestereotyper spille ind.
»Åbenlys racisme er blevet reduceret drastisk de seneste 50 år, og det er bestemt en stor bedrift, men det betyder ikke, at racismen er forsvundet,« siger Jason Marsh. I stedet antager den en mere subtil form, som kan være mindst lige så skadelig. Selv USAs smeltedigel er i dag stadig et forholdsvis raceopdelt samfund. Der er i dag flere sorte børn, der går i raceopdelte skoler, end der var i 1968 – et problem der også gælder for mange latinamerikanere – men de mest racemæssigt isolerede børn er stadig hvide. Alligevel mener forskerne repræsenteret i Are We Born Racist?, at menneskeheden kan blive bedre til at forstå og bekæmpe racisme.
»Den vigtigste måde at overkomme racisme på er at være afhængige af hinanden på en eller anden måde. Så snart folk bliver sat til at bygge en legeplads sammen til børnene i kvarteret, eller hvis din chef sætter dig til at arbejde sammen med en person, der er anderledes end dig selv, så tyder forskning på, at vi overvinder fordommene. Når vi er afhængige af hinanden, forsvinder den alarmklokke-reaktion i hjernen,« siger Susan Fiske.
Undersøgelser tyder også på, at selve det at tale åbent og ærligt om race, specielt med folk af anden race end én selv, kan reducere racemæssige spændinger og fordomme. »Folk er ofte bange for at sige noget, der virker racistisk eller fordomsfuld, og lader i stedet være med at tale om problemet, og det er ikke konstruktivt,« siger Jason Marsh og fortsætter: »Det handler ikke så meget om, hvorvidt du af og til opfører dig fordomsfuldt eller ej, men om du er bevidst om det og kan træde et skridt tilbage og analysere dine reaktioner.«
http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar