onsdag den 22. september 2010

Den afskyelige førtidspensionist

http://www.sindnet.dk/show_profile.asp?id=93470 - Cobrash

Jeg er sikker på at godnathistorier på skolens ferielejr ikke længere omhandler spøgelser og uhyggelige massemordere der langsomt udrydder en hel folkeskoleklasse. Nej, i dagens Danmark, omhandler de uden tvivl afskyelige førtidspensionister der langsomt men sikkert snylter på vores alle sammens økonomi.

Man skulle tro at pædofile, voldspsykopater eller mordere var den værst tænkelige form for mennesker, men sådan ligger landet ikke, i hvert fald ikke i Danmark. Her er det indtryk man får, at førtidspensionister er den værst tænkelige form for mennesker, i sær hvis man følger lidt med i førtidspension debatterne rundt omkring hvor snæversynede mennesker kommer med deres inputs.

Der dannes et billede af nogle forfærdelige mennesker som på det grovest udnytter samfundets ressourcer og den Danske velfærd. De værste af slagsen er de førtidspensionister som har fået tilkendt pensionen fordi, de pga. psykiske problemstillinger ikke kan varetage et arbejde.

Rundt omkring i debatterne tales der om at det ikke kan være rigtigt, at folk på førtidspension kan gå til fitness, tage ud at rejse eller dyrke deres hobbyer på fuldtid. Den generelle forestilling er, at førtidspensionister bare skal sidde og kigge ind i væggen, i stedet for at få det bedste ud af den triste of frustrerende situation det er, at være endt uden for fællesskabet.

Hvorfor i alverden skulle førtidspensionisterne dog ikke udnytte denne enorme mængde fritid de sidder med, og i stedet få det bedste ud af en situation de ufrivilligt er havnet i.

Mange tror at det er lutter lagkage at være på førtidspension, man kan i hvert fald ikke have det så dårligt psykisk, at man ikke kan arbejde. Det må være dovne hunde der ikke gider bidrage til fællesskabet og derfor skal de holdes nede med magt og have frataget eller reduceret mængden af den i forvejen sparsomme ydelse fra det offentlige. Det er rart muligheden for pension er der, det kan vi ikke klage over, men det er forkasteligt at mennesker taler for, at denne form for ydelser skal afskaffes.

Når debatten kører kommer der økonomiske tal frem som på ingen måde har hold i virkeligheden, og det virker som disse mennesker tror, at man bare får smidt en pension i nakken hvis man spiller lidt for galleriet.

Hvor mange ved f.eks. at hvis en førtidspensionist finder en kæreste og de flytter sammen, så mister de let op mod 6.000 eller mere i udbetaling, og tjener samleveren en ok løn, så modregnes de yderligere.

Er det det, som folk mener, er et paradis?

Er det et paradis at vide, at muligheden for at stifte familie, købe hus eller lejlighed osv. blev væsentligt forringet den dag kommunen vurderede en som uegnet til at være en del af fællesskabet. Tror disse mennesker virkeligt, at de der er på førtidspension, ikke glædeligt bytter for et værdigt og lykkeligt liv, et liv uden sygdom vel at mærke - Hvordan kan man i det hele taget have en forestilling om, at det er lykken at være ”uegnet” som menneske?

Jeg tror ikke disse mennesker har den ringeste forstand på hvad det vil sige, at være endt på førtidspension, hvor opslidende det er, konstant at være jaget byttet og udstillet på alle fronter - og ikke mindst hvor hård en kamp det er, hver eneste morgen at stå ud af sengen, kigge sig i spejlet, og finde overskud til at klare dagens udfordringer.

Det er en verden hvor selv små ting som at kommer over og handle, tager flere timers mental forberedelse og alligevel ofte glipper pga. angstanfald o.lign.

Kan de overhovedet forestille sig, hvor ensomt det er, at bruge dag ud og dag ind bag hjemmets fire vægge - ved de hvor frustrerende det er, ikke at kunne finde en kæreste fordi man frasorteres når det kommer frem man blot er en af disse afskyelige førtidspensionister?

Jeg bliver noget så harm, når jeg ser magthavernes forsøg på at skabe splid i befolkningen og at de f.eks. i Magasinet Penge fremstiller førtidspensionister som snyltere, der tjener fedt på offentlige ydelser og lever i sus og dus.

- For det er det indtryk jeg umiddelbart fik af programmet.

Skam jer Danmark - giv da for pokker disse mennesker fred, der er sgu da ingen der frivilligt giver afkald på et værdigt liv!

2 kommentarer: